torsdag den 18. marts 2010

Foråret er kommet



Nu er det svært at holde hemmeligt meget længere, foråret er kommet.

Sneen er smeltet væk med lyntempo. En overgang troede vi aldrig at den ville forsvinde, men det er gået rigtig stærkt. Den var heller ikke køn at se på længere. Heldigvis er jorden ikke frossen under sneen. Smeltevandet kan synke i jorden, så vi ikke skal døje med store smeltevandssøer.

Beskæringen af vinstokkene er endelig kommet igang. Jeg har aldrig oplevet, at vi er startet så sent, men det har vitterligt ikke været muligt at gå igang tidligere i år. Dels har vi ikke kunnet komme ud i vingården p.g.a. af sneen, dels har det ikke været forsvarligt p.g.a. frosten.

Men nu ændrer det sig lige pludselig inden for nogen få dage. Sneen forsvinder, og vi har allerede fået lavet rigtig meget. Det virker ikke længere så uoverskueligt, og forårsfornemmelserne giver os overskud.

Det er helt italianske tilstande. Dernede skifter det fra vinter til forår inden for en uge.

Idag har det været rigtig forårsagtigt. Ikke bare Jeppe og jeg, men hele naturen er forårskåd. Vinden er lun og mættet af bondens fede forårsbebudende gyllelugt. Den varsler grøde. Jeg tror, at de er glade for, at de endelig kan tømme de overfyldte gylletanke.

Om ikke så længe, når markarbejdet går igang, kan vi lugte jorden. Solens stråler varmede dejligt på ryggen.

Straks sneen er væk, ser vi, at ukrudtet pibler frem under vinstokkene. Vi begynder allerede at tænke på det som et problem.

Når vi klipper i vinstokkene sprøjter saften ud. Der er ikke bare lune i luften, men også i jorden.

Afklippet ser sundt, friskt og godt ud. Indtil videre er der ikke sket nogen frostskader.

De sidste par aftener har jeg hørt stæren fløjte, og idag hørte vi for første gang lærken. Nu håber jeg ikke, at den er kommet for tidligt.


Og så er det nu vi skal gå og smånynne Frank Jægers:

"Bedstefar tag dine tænder på

søbemadens triste tid er ude

............."


kamaraet er desværre løbet tør for strøm, så I må vente med billeder til en af de kommende dage, men de kommer, det lover jeg.

Men som I kan se, har vi travlt med at sende øl afsted.

Endvidere vil jeg henvise til den nye udgave af "Smag på VIBORGegnen", hvor I bl.a. kan læse om spændende retter lavet med øl fra Ugelris Gaardbryggeri.

Og så vil jeg på det kraftigste opfordre jer til at smage isen fra "MØLLEVANGS GÅRDBUTIK & ISMEJERI" hvor de med stor succes har brugt Ugelris Dubble i deres is. Den smager fantastisk.

En rigtig glædelig forårshilsen

Peter


Ingen kommentarer:

Send en kommentar