søndag den 26. februar 2012

Den lille pipfugl

Det har været det smukkeste vejr idag. Det vækkede ligefrem forårsfornemmelser her i februar måned. Høj sol, blå himmel og ikke en vind der rørte sig. Det var så smukt.
Man kan mærke, at solen efterhånden får magt, den kryber højere og højere op på himlen. Det er så dejligt.
I formiddag gik Marianne og jeg og hundene en dejlig lang tur i Borup Hede. Luften var tindrende klar, og der herskede en rungende stilhed. Det var som om, at alting stod stille. Kun åen åd sig langsomt ind i Brakbjerg.
Mens vi stod og nød stilheden og solen på Brakbjerg, hørte vi, for første gang i år lærkens triller højt oppe over os. En dejlig forårs bebuder.
Vel hjemme igen, spiste vi en god søndagsfrokost, jeg havde lavet stegte sild i eddike i aftes, med en god frokostøl og en porsesnaps til.
En lille søndagslur blev det også til , med min lille hund i favnen.
I eftermiddag gik jeg ud i vingården, og grovbeskar vinstokkene, og nød solskinnet.
På et tidspunkt kom Marianne derud, og vi gik en rundtur i vingården. Da vi kom helt ned bag i vingården, til hasselhegnet, så vi en lille blåmejse, som sad på hasselgrenene. Den havde travlt med at finde insekter på grenene, og vi kunne gå ganske tæt på. Da vi stod kun en meter fra den , og snakkede om, hvor tillidsfuld den lille fugl var, kom hundene farende, og den lille fugl forsøgte at lette, men dumpede til jorden. Det viste sig, at den havde brækket den ene vinge. Så fra at have en lille smuk og tillidsfuld fugl, stod vi pludselig, bogstavlig talt, med et alvorligt og tragisk problem i hænderne. Vi ønskede, at vi ikke havde set den lille fugl. Vi overvejede mange muligheder. Vi kunne sætte fuglen ind i hegnet, hvor den ville sidde beskyttet, men det ville nok kun være en stakket frist, inden der kom et sultent rovdyr. Vi kunne lave et lille fuglebur, og sætte den, så den kunne kikke ud på de andre fugles foderbord ude på terrassen, men det ville nok være mere til vores fornøjelse end en lille vildfugls.
Hvor svært det end var, blev jeg nødt til.........................................små fugle lever et meget meget farligt liv. Hvor er den utrolig smuk, sart og skrøbelig, en lille blåmejse.

tirsdag den 21. februar 2012

Arbejdet skrider frem

Det her er ikke bare godt håndværk, det er fadme kunst.


Ugelris Steambeer coming up.


Fortsættelse følger.


Det bliver bare så godt.

lørdag den 18. februar 2012

Endelig endelig endelig





Torsdag morgen, i forgårs, kom en kæmpestor slovensk lastbil kørende op gennem skoven, det er mig en gåde, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Så meget plads er der heller ikke.



Ud steg to meget trætte slovenske chauffører, som hverken kunne tale engelsk eller tysk, men på deres kropssprog kunne jeg tydelig forstå, at de ikke brød sig om at være så langt ude på landet, og at de meget gerne hurtigst muligt ville hjem til Slovenien. At en af dem så oven i købet havde voldsom tandpine, gjorde ikke situationen bedre.



De lukkede op ind til lastrummet, og der..... der stod det så, mit længe længe ventede bryggeri. Endelig, præcis 3½ måned efter mit gamle bryggeri brændte sammen.



Nu var det her, og dog skulle det vise sig, at mine kvaler ikke var slut endnu, for hvordan skulle vi få det ud af lastbilen? De havde ingen lift eller truck på lastbilen, og vi skulle på en eller anden måde have det løftet de 1½ m. ned på jorden.



Slovenerne gestikulerede, at det ikke var deres problem, og at jeg bare skulle se at få det ud, så de kunne komme hjem igen. De ville have, at jeg skulle finde et par bjælker, så vi bare kunne kure det ned. Det ville jeg under ingen omstændigheder være med til. Hvis vi fulgte deres klamphuggerråd, så ville jeg først stå med et stort problem, hvis vi ødelagde det ca. 1 tons tunge bryggeri.



Jeg prøvede at ringe til naboen, og fik heldigvis fat i Johnny. Han har en minilæsser, hvorpå der kan monteres en palleløfter.



Der er en lille kilometer over til naboen, og der gik et stykke tid inden han ankom. Det føltes som meget lang tid, i selskab med et par utålmodige slovenere.



Endelig kom Johnny, og han løftede lige så fint bryggeriet ned, og satte det ind i laden.



Slovenen med tandpine fik et par Treo, og de kunne påbegynde deres lange rejse hjem til Ljubljana.



Johnny fik et par øl, og jeg begyndte at pakke bryggeriet ud.



Meget hurtigt blev jeg bekræftet i, at døren, som bryggeriet skulle igennem, for at komme ind i bryggeriet (lokalerne), var for lille. Det var noget, som jeg var opmærksom på på forhånd, så jeg havde snakke med min gode ven og tømrer, Benny, om vi ikke kunne pille dør og karm ud, og så trille bryggeriet ind.



Igår eftermiddag, kom Benny så forbi. For Benny eksisterer der ikke problemer, kun udfordringer der skal løses.



Benny brugte lidt tid på at fintænke, og efter et stykke tid med afmontering, vrikken frem og tilbage, venden rundt og op og ned, stod bryggeriet pludselig på sin plads. Hvor fyldes man af dejlige følelser, når noget der på forhånd virker næsten umuligt, lykkes. Herligt.



Nu holder jeg week-end, og bruger tiden på at læse manualer. Der er meget at sætte sig ind i.



Mandag morgen kommer smeden og kobler mæskekarret til fyret, så jeg kan varme op med træ fra skoven.



Tirsdag kommer elektrikeren og slutter strøm og kraft til.



Se, alt det her med at koble til fyr og fyre med brænde, er noget der virker i teorien, det bliver meget meget spændende at se og det også virker i virkeligheden. Og det gør det selvfølgelig. Det bliver bare så godt, at komme til at brygge igen.












fredag den 10. februar 2012

Fanden tage den kulde

I dag begyndte jeg at grovbeskærer vinstokkene. De ser sunde og fine ud.
Vinteren har artet sig på den gode måde iår.
Den lange milde start på vinteren, har betydet, at vinstokkene er afmodnet og forveddet fint, så vinstokkene kan klare den hårde frost vi har haft de sidste tre uger. Der er ingen frostsprængninger, og veddet ser sundt og friskt ud, når jeg klipper.
Men det er hårdt arbejde, at beskærer i 2 meters højde. Jeg bliver træt i armene, og jeg fryser mine fingre og tæer.
Fanden tage den kulde.
I går modtog jeg en mail fra Klavdija i Slovenien, at de, p.g.a. kulden nede i Europa, ikke når at afsende mit nye bryggeri idag, som jeg var blevet lovet.
Jeg havde sådan glædet mig til at lægge mig til at sove iaften, med tanken om, at mit bryggeri ville være på vej op gennem Europa på et lastvognstog, men sådan skulle det åbenbart ikke være.
Hun lover, at det vil blive afsendt i næste uge. Jeg glæder mig så meget til at komme til at brygge igen.
Fanden tage den kulde.
For godt en tre uger siden, var vi i Århus. Vi gik en dejlig søndagstur i Risskov. Det myldrede med småbørnsfamilier og motionsløbere, som var ude og nyde det milde vintervejr.
Da vi gik langs Bugten, snakkede vi om, hvor indbydende klart og lækkert vandet så ud. Så klart er vandet aldrig om sommeren.
Da vi kom forbi Den Permanente, kunne vi på afstand se de blåfrosne røvballer på vinterbaderne, og jeg følte en uimodståelig lyst til at udfordre denne nordiske vintersportsgren, en rigtig mandomsprøve.
Vel hjemme igen, kontaktede jeg min gode ven Mikkel Raki Sortstjerne, som jeg ved, gennem mange år har dyrket denne sport, som er en inkarneret vinterbader, for at høre, om der var mulighed for at blive inviteret på et gæstevisit på Den Permanente.
Mikkel replicerede, at det ikke var noget problem, hvis jeg blot kunne medbringe et par Bryggerens Frokostpilsenere til saunaturen.
I mellemtiden skal jeg love for, at Den sibiriske Vinterkulde har fået sit tag i Danmark. Medierne kalder den: Den sibiriske Dræberkulde. Fjorde, bælter og bugten er frosset til. Muslingefiskerne er blevet arbejdsløse, og jeg har mistet lysten til at vinterbade. Jeg tror ikke, at jeg vil bryde mig om, at svømme rundt med grødis mellem tæerne.
Fanden tage den vinter.
Med håbet om snarligt forår.
De bedste hilsener
Peter

lørdag den 4. februar 2012

Ulrik Wilbeks ølklub

Igår fredag var jeg inviteret ind i Ulrik Wilbeks ølklub, jo sådan en har han faktisk, for at holde ølforedrag og dele smagsprøver ud på mit øl.


Ulrik er en stor kender af belgiske ales, og nærer en stor kærlighed til godt øl.


Ølklubben har knap 150 medlemmer, og holder møde hver fredag på Latinerly i Viborg.


P.g.a. EM i Serbien, har klubben ikke holdt møder i januar måned, så dette var det første møde siden jul.


Det viste sig, at der var så stor tilslutning til mødet, at det måtte flyttes til større lokaler. Ulrik og jeg diskuterede om det skyltes guldmedaljerne i Serbien til herrehåndboldlandsholdet, eller muligheden for at smage det gode øl fra Ugelris. Jeg tror aldrig vi nåede helt til enighed.


Det var et par rigtig hyggelige timer, i selskab med et vidende og engageret publikum.