fredag den 18. december 2009

Og så kom Jeppe hjem




Idag har jeg brygget "Bryggerens Ale".


Og så var det idag Jeppe kom hjem fra sin godt fire måneders jordomrejse, med solen. Dejligt at se ham igen.


Hilsen


Peter


onsdag den 16. december 2009

Julestemning på gårdspladsen

Ahhhh, vi skal lige have denne julestemning med fra gårdspladsen.
Det bliver jo trods alt jul.
Hilsen
Peter

Vintermotiv fra vingården


Så er vinteren kommet til vingården.
Nu er det for koldt at gå og arbejde derude. At beskære i det vejr de stiller os i udsigt, betyder for stor risik0 for frostskader, på vinstokkene. Og jorden er for frossen til at sætte pæle,
så imorgen tapper jeg øl, "Vincent".
Glædelig vinter allesammen.
Peter

tirsdag den 15. december 2009

Lykken er gode naboer

Så kom kampestenen alligevel op af jorden.
Jeg havde set frem til meget arbejde og besvær, og så kom Johnny, naboen, forbi på sin "minilæsser". Så må selv en kæmpe kampesten overgive sig.
Det viste sig at være en flot rød granitsten, med en fin glat side, som der nok kommer til at stå noget på engang.

Janus og Maria var en tur hjemme i week-enden, og Maria havde et "Ud & se" DSB blad med, hvor der var en "interview med jorden" artikel. Bl. a. siger jorden: "istiden varede egentlig ikke så lang tid for mig. Det svarer vel til, hvis I sætter jer på en bænk i november og drikker en enkelt øl".
Den artikkel kunne min røde granitsten godt have været med i. Underafsnittet kunne have heddet: "En granitstens oplevelser". Stenen startede sin rejse et sted oppe i Norge for 25000 år siden, og blev smidt i min baghave. Bliver gravet frem og stillet til skue. Og historien slutter helt sikkert ikke her.
Tid er en underlig størrelse.

Og så blev køle/fryserummet færdig. Håndværkerne kom i går morges, og inden dagen var slut, havde de installeret og gjort klar.
Rummet skal selvfølgelig bruges i forbindelse med øl og vin produktion, men forhåbentlig også i forbindelse med mit nye produkt, som I nok kommer til at høre mere om i det nye år: mousserende vin.

De snakker om vintervejr. Spændende hvad de kommende dage byder på.

Peter

mandag den 14. december 2009

Julehilsen til venner af Ugelris Vingaard og Gardbryggeri





















Julekort
2009 har været et spændende og begivenhedsrigt år i både vingaard og gaardbryggeri.

I vintermånederne hjalp Jeppe med at beskære vinstokke. Det var en stor hjælp, da jeg både skulle passe lærerjob, bryggeri og vingård.

Sidst i februar lysnede det både vejrmæssigt og arbejdsmæssigt. Jeg sagde mit lærerjob op, så jeg fuldt og helt kunne hellige mig det herhjemme.

I marts måned kom Druebrændevin årgang 2008 hjem fra Brænderiet i Mellerup. Den levede fuldt ud op til alle forventninger, ja, den overgik dem. Den fik meget fine anmeldelser, og var alt for hurtigt udsolgt. Herligt.

I det tidlige forår, blev den gamle vingård, hvor det hele startede for 20 år siden, rykket op, og i stedet plantede jeg Solaris, en grøn drue, som jeg har store forventninger til. Her i december har jeg sat podapæle, som der skal spændes tråde på til foråret.

Foråret startede tidligt med masser af godt vejr, sol og varme. Det betød tidlig udspring, allerede den første maj begyndte vinstokkene at springe ud. Så tidlig udspring har vi aldrig haft i de 20 år vi har haft vinstokke. Desværre kom der dage med voldsomt blæsevejr i juni måned, og skybrud først i juli, lige da Rondo blomstrede, men heldigvis med begrænsede skader til følge.

I juni fik vi renoveret vores gamle møddingsplads. Det hele blev brudt op, og der der blev støbt, lavet afløb og dræn og lagt herregårdssten over det hele. Et smukt stykke arbejde, som stod færdig til et stort arrangement vi havde på den dejligste sommeraften den 1. juli med besøg af knap 100 mennesker. Det var en herlig og succesfuld indvielse.
I sommerens løb, har vi haft spændende og inspirerende besøg af gode vin- og ølkollegaer, og vi har også selv været rundt i landet og hilse på.

Juli, som ellers traditionelt er ferie måned, var en travl måned her på gården. Dels skulle vingården passes, dels sendte jeg en ny øl på markedet: "Bryggerens Ale", som er blevet rigtig godt modtaget, en succes, hvor jeg har svært ved at følge med efterspørgslen, dels begyndte jeg at brygge juleøllet, lidt specielt at stå i sommervarmen og brygge juleøl.

I august måned sendte vi Jeppe afsted på hans jordomrejse. I skrivende stund er han endnu ikke kommet hjem, men han når at komme hjem inden jul. Vi glæder os.

Den 28. sept. startede vinhøsten. Vi startede med at høste Magdelaine Angevine og så gik det ellers slag i slag frem til midt i oktober hvor vi høstede h.h.v. Orion, Zalas perle, Rondo, Regent og Leon Millot. Alle sunde og modne druer. Vi høstede knap 1200 kg i det hele, hvilket er blevet til godt 400 l hhv. hvid- og rose'vin.

Vores julesalg er gået over al forventning. Allerede i begyndelsen af december var juleøllet udsolgt.

Den 1. december kørte jeg drueskallerne ned til Brænderiet Enghaven, efter at de havde stået og gæret i godt 1½ måned. I år har jeg ladet grønne druer og blå druer macerere/massegærer hver for sig.

Først "brændte" vi de blå drueskaller og derefter de grønne. Prøvesmagningen af den 80 % rene druebrændevin stiller meget store forventninger i udsigt.
Nu står druebrændevinen og modner på ståltanke, påvirket at temperatursvingninger, og den
kolde decemberfrost er perfekt, hvis den følges op af lidt varme i foråret. I marts måned smager vi druebrændevinen til (tynder den op med Brænderiet Enghavens kildevand), og tapper den på flasker, blå for sig og grøn for sig.

I december fik vi også lavet nyt køle/fryserum, som selvfølgelig skal bruges til øl og vinproduktion, men også i forbindelse med vores nye produkt, som jeg håber, at jeg kommer igang med først i det nye år: mousserende vin. Det bliver spændende, og det kommer I forhåbentlig til at høre mere om.

Og så har vi haft rigtig godt salg af oxekød og frilandsgrise. De sidste julegrise blev sendt afsted i denne uge. En af grisene skal med til Mads og Amandas bryllup d. 31. dec. som grilgris. Rigtig god fest til jer.

En af de kommende dage kører jeg årets vine i kølerummet, hvorefter de bliver stukket om. Det bliver meget spændende, og I kommer til at høre mere om det.

Efter nytår går jeg igang med at brygge påskebryg, som jeg glæder mig rigtig meget til, jeg går allerede og pusler med opskriften. Glæd jer til en forårsbebuder.

De næste dage skal der kreeres i køkkenet, den på roll mobs, stegte sild i eddike, kryddersild, Sylte m.m.. Vejret er perfekt til julehygge i køkkenet.

Hele familien kommer hjem til jul, så der skal rigtig hygges med kirkegang, spisning julehygge m.v..
Janus og Maria rejser til Rio den 25. dec., det kan man godt blive lidt misundelig på. I ønskes en rigtig god tur.
Jeg ønsker alle, familie, venner og kunder en rigtig glædelig jul og et godt nytår, og tak for godt samvær og samarbejde i året som er gået.

De kærligste julehilsener
Peter













































































































torsdag den 10. december 2009

December mørke

Dagene er blevet korte, og der bliver ikke lavet meget i vingården. Det er en god årstid til at lade op og samle kræfter til til den kommende sæson, så det bruges der megen tid på.
De lange aftener bruges bl.a på at få fulgt op på læsestof om vindyrkning og ølbrygning, og så drikkes der en del juleglögg i december. Lad være med at købe det færdiglavede, eller at bruge ekstrakter, her følger en god hjemmelavet opskrift:

1 flaske rødvin
100 gr økologisk rørsukker
1 dl portvin
lidt rom
25 gr rosiner
25 gr mandler
3 hele kryddernelliker
2 hele kardemomme (knuses)
1 stk hel kanel
½ tsk ingefær
1 tsk fint skåret pomeransskal
Rødvinen hældes i gryden, sukkeret opløses heri ved svag opvarmning. Tilsæt portvin og rom. Krydderierne nedsænkes i gazepose i gryden. Det hele opvarmes langsomt, omtrent til kogepunktet, men må ikke koge. Krydderiposen tages op. Tilsæt rosiner og mandler.
Tirsdag bryggede jeg Dubble, en belgisk inspireret meget fyldig, kraftig og sødlig ale, som faktisk egner sig godt som hygge/nyde øl på denne årstid. Dubblen bør drikkes i pokal- eller skålglas for at underbygge dens voldsomme aromabilled. Drik den ikke for kold. Tag den ud af køleskabet ca. ½ time inden den skal drikkes
Det var mørkt, da jeg startede med at brygge om morgenen og det var mørkt da jeg sluttede, men det er hyggeligt, at gå og brygge i det lune bryggeri i duften af malt og humle.
Hellere brygge på en mørk og regnfuld decemberdag, en på en smuk varm sommerdag.

Vi er så småt begyndt at køre komposteret tyredybstrøelse ud i vingården. Det er hårdt fysisk arbejde, da det skal spredes med håndkraft, og hele vingården skal have. Vi skal nok nå det, vi har hele vinteren, og den er lang i Danmark.
Det er dybstrøelsen tyrekalvene gik i sidste vinter, som har ligget sommeren over, og er blevet godt omsat. Det er en god gødning, da den er rig på næringsstoffer, ikke mindst kali, som vinstokken gerne vil have meget af, og fattig på kvælstof, som vi ikke vil have for meget af, da det giver vækst og blade, men ingen druer.

Igår begyndte jeg, at sætte pæle i stykket med Solaris, som blev plantet til i foråret. Pælene er Ø 10 x 300 Podapæle, som skal 110 cm. i jorden, men sidst på eftermiddagen måtte arbejdet indstilles, da vi stødte på en kæmpe granit kampesten, som selvfølgelig ligger lige hvor der skal stå en pæl, så der forestår et større stykke arbejde med at grave stenen fri og få den flyttet. Forhåbentlig er den pæn, så den kan stå og pynte et sted.
Det er godt, at få pælene i jorden nu, da de så har tid til at "sætte sig", så de står godt fast, når vi spænder tråde til foråret.

Igår fik jeg også bestilt et nyt køle/fryserum til vineriet/bryggeriet. Jeg er blevet lovet, at håndværkerne bliver færdige inden juleferien, så det kommer I nok til at høre mere om.

Indtil da, nyd juletravlheden. De snakker om sne og kulde i næste uge, herligt.

Mange hilsener

Peter

fredag den 4. december 2009

Ugelris Vingaard & Gaardbryggeri er på bloggen


Som noget nyt, vil vi fra Ugelris Vingaard & Gaardbryggeri, med jævne mellemrum, skrive lidt om hvad der sker på Vingaarden og Gaardbryggeriet her på bloggen.
Den 28. sept. startede vi årets vinhøst, med at høste Magdelaine Angevine. Den 14. okt. høstede vi de sidste druer, Regent. I melllemtiden havde vi høstet Orion, Rondo, Zalas perle og Leon Millot.
Vi havde en rigtig god høst i år. Ca. 1200 kg druer, sunde og med høj modenhedsindeks, som blev vinificeret til ca. 400 l. hhv. hvid og rose' vin.
Drueskallerne stod og gærede videre. Hvide for sig og blå for sig.
Dem kørte jeg den 1. dec. ned til "Brænderiet Enghaven" i Mellerup, for at få dem "brændt". Det var en stor oplevelse. Druebrændevinen tegner helt fantastisk i år. Meget fornem kvalitet.
Nu står alkoholen og modner på ståltanke i ca. 3 måneder, hvorefter den vil blive tappet på flasker og er klar til salg. I vil høre mere, efterhånden som den udvikler sig.
I løbet af dec. måned, vil jeg sandsynligvis stikke vinene om, afhængig af hvordan de udvikler sig. Jeg vil holde jer orienteret.
Julesalget af øl er gået forrygende.
Aldrig har jeg lavet så meget juleøl, og aldrig har det været så hurtigt udsolgt.
D. 1. dec. kørte jeg de sidste rester af juleøllet ind til Købmand Lund i Skals, som jeg havde lovet at give besked, når der begyndte at blive lavvande.
Udsolgt i begyndelsen af december er bedre end at stå med juleøl i januar.
Vi laver nyt juleøl til næste år.
Og så har vi sendt en ny øl i handlen. "Bryggerens Ale" en klassisk ale, meget meget fyldig. I den vinøse stil, som man nok vil dele med en ven.

Som der står på etiketten, til "de gode stunder".
I mangel af juleøl, kan jeg kun anbefale "Bryggerens Ale".
Go' fornøjelse og på snarlig genhør .
Med venlig hilsen
Peter

Ugelris har fået en blog

Nu har vi fået en blog, hvor du kan læse nyt fra Vingaard og Bryggeri med jævne mellemrum.