fredag den 4. december 2009

Ugelris Vingaard & Gaardbryggeri er på bloggen


Som noget nyt, vil vi fra Ugelris Vingaard & Gaardbryggeri, med jævne mellemrum, skrive lidt om hvad der sker på Vingaarden og Gaardbryggeriet her på bloggen.
Den 28. sept. startede vi årets vinhøst, med at høste Magdelaine Angevine. Den 14. okt. høstede vi de sidste druer, Regent. I melllemtiden havde vi høstet Orion, Rondo, Zalas perle og Leon Millot.
Vi havde en rigtig god høst i år. Ca. 1200 kg druer, sunde og med høj modenhedsindeks, som blev vinificeret til ca. 400 l. hhv. hvid og rose' vin.
Drueskallerne stod og gærede videre. Hvide for sig og blå for sig.
Dem kørte jeg den 1. dec. ned til "Brænderiet Enghaven" i Mellerup, for at få dem "brændt". Det var en stor oplevelse. Druebrændevinen tegner helt fantastisk i år. Meget fornem kvalitet.
Nu står alkoholen og modner på ståltanke i ca. 3 måneder, hvorefter den vil blive tappet på flasker og er klar til salg. I vil høre mere, efterhånden som den udvikler sig.
I løbet af dec. måned, vil jeg sandsynligvis stikke vinene om, afhængig af hvordan de udvikler sig. Jeg vil holde jer orienteret.
Julesalget af øl er gået forrygende.
Aldrig har jeg lavet så meget juleøl, og aldrig har det været så hurtigt udsolgt.
D. 1. dec. kørte jeg de sidste rester af juleøllet ind til Købmand Lund i Skals, som jeg havde lovet at give besked, når der begyndte at blive lavvande.
Udsolgt i begyndelsen af december er bedre end at stå med juleøl i januar.
Vi laver nyt juleøl til næste år.
Og så har vi sendt en ny øl i handlen. "Bryggerens Ale" en klassisk ale, meget meget fyldig. I den vinøse stil, som man nok vil dele med en ven.

Som der står på etiketten, til "de gode stunder".
I mangel af juleøl, kan jeg kun anbefale "Bryggerens Ale".
Go' fornøjelse og på snarlig genhør .
Med venlig hilsen
Peter

1 kommentar:

  1. Hej Peter

    Det lyder jo så forrygende, at man bliver en lille smule svimmel af bare at læse om alle jeres fremragende produkter.

    Jeg må en tur i Fields og fouragere lidt!

    Hygge og hils omkring

    SvarSlet