fredag den 14. december 2012

Udsolgt


Så er der ikke mere juleøl årgang 2012 på Ugelris Gaardbryggeri.
Pr 14. december 2012, har vi udsolgt af juleøl. Det er fantastisk, men synd for kunderne, jeg beklager.
Sidst i oktober, stod vores lager proppet med med øl, så det knap var muligt at komme til derude.
8000 flasker juleøl fordelt på: Hobro gammel Jul, som vi brygger til Hobro Vinhandel, Jule Ale, som vi brygger hvert år og Peters Jul, som er en ny juleøl hvert år. Derudover det daglige sortiment.
Jeg vågnede ofte om natten, med bekymrende tanker, om vi nu kunne sælge alt det øl. Det er en satsning hvert år hvor meget juleøl vi skal brygge og hvor meget vi kan sælge. Det er surt at stå med juleøl efter jul, da det så er svært at sælge.
Men i år har vi ramt plet. Alt er udsolgt 10 dage før jul. Vi kunne nok have solgt lidt mere, men pyt.
Igår tappede vi for sidste gang iår, Vincent, så nu er det lille bryggeri gået på juleferie.
I mandags holdt vi "firmajulefrokost" for "tappisterne" og deres koner.
Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle holde "firmajulefrokost". Det var en fantastisk dag. Jeg tror, at alle hyggede sig. Alt var hjemmegjort: forskellige slags sild, røget ål, røget laks, sylte, leverpostej, rullepølse, øl og kryddersnaps m.m.. Frokosten blev afsluttet med stærke oste, hjemmegjort grappa og stærk kaffe.
Nu er jeg gået på velfortjent juleferie. Det har været et travlt ½år.
Efter jul skal jeg igang med at brygge forsøgsbryg til virksomheder, som gerne vil have deres eget øl. Så skal der brygges en en "vinterøl", som I kan glæde jer til, og så skal jeg igang med Påskebrygget, men meget mere om det senere, lad os nu lige holde jul først.
Vinterstormen rykker og slider i tagspærrene iaften. Det er hyggeligt, når man sidder indenfor i god varme fra brændeovnen. Julegrisene blev slagtet i mandags, og hereforderne fråser i halm og har masser af helsædsensilage, hø og malt, så jeg tror nok, at de kan kolde varmen.
I ønskes alle en god juleferie.
Peter

Udsolgt