tirsdag den 24. december 2013

Glædelig jul

Det er jul, den dejlige jul.
Her dufter brunt og brændt, og jeg vil benytte ventetiden til den store fest i aften, til at sende jer alle en lille julehilsen.
Det har været et fantastisk, spændende og dejligt år.
I januar 2013 bryggede jeg Påskebryggen, og derefter føjede jeg en ny øl til sortimentet: Forårs Bryg, som blev rigtig godt modtaget. Den er udsolgt, men bliver brygget igen til foråret.
I maj måned holdt Ly's Ølklub deres sommerfest på Ugelris Gaardbryggeri. Det var en stor succes. Vi var heldige med vejret, som den dag var så smukt, som det kan være i maj. Den fest snakkes der stadig meget om.

Men sommeren lod stadig vente på sig, og det så ikke for lovende ud i vingården.
Men varmen og solen kom i begyndelsen af juli, og så havde vi smukt og stabilt sommervejr til langt ind i september.

Det gav en fin blomstring og frugtsætning i vingården, og sunde og modne druer, som vi høstede d. 15. oktober med familiens og gode venners hjælp. Hele dagen blev foreviget af TVMidtVest.

Tappisterne har været en stor hjælp, i forbindelse med tapning af øl på flasker i årets løb. De kommer trofast og giver en hånd med, når der skal tappes. Det går væsentlig hurtigere, og så er det hyggeligt.

Hele sommeren, efteråret og det meste af december måned har Ugelris Gaardbryggeri været at finde på Hjultorvet i Viborg hver lørdag fra kl. 10-14, med eller uden den lille ølbil. Jan, Torben, Camilla, Mads og Peter, har været fantastisk frivillig arbejdskraft for det lille bryggeri. Det har betydet, at vi har kunnet yde vores kunder en god og personlig betjening, med smagsprøver og bonusviden om øllet. Og når jeg har været forhindret i at komme p.g.a. arrangementer på bryggeriet, har de passet ølsalget på torvet.
I løbet af året har vi lavet mange forbedringer og renoveringer i bryggeriet: supplerende udstyr, udskiftning og isolering af gulvene på lageret, samt overfladebehandling af gulve.
I juni begyndte jeg at brygge juleøl. Vores julesalg er gået over al forventning. De fire forskellige juleøl som vi brygger, blev alle godt modtaget, og 14 dage før jul var alt udsolgt.
Nu holder jeg juleferie, fester og slapper af med familien.
Jeg har lavet nogen prøvebryg, som gerne skulle resulterer i en ny øl, som forhåbentlig bliver frigivet til februar, så jeg håber, at I har noget at glæde jer til.
Rigtig glædelig jul
Peter




lørdag den 26. oktober 2013

Frigivelse af juleøl 26. oktober 2013

Så er det atter blevet tid til at skrive på den gamle blok.
Der er sket meget siden jeg sidst skrev d. 2. juli, og jeg skal nok bruge et par aftener på at følge op på sommeren.
Det har været en travl og begivenhedsrig sommer.
I skrivende stund skifter vi til vintertid. Her på gården har vi i aften fejret det med flæskesteg og alt hvad dertil hører. Nu starter vi på sæsonen for simremad og de lidt tungere retter.
Marianne gravede grøntsager op i haven i dag, og jeg har taget okseben og oksebryst op af fryseren, så i morgen vil jeg koge oksekødssuppe. Det passer godt med, at de har meldt stormvejr på mandag.
Da jeg sidst skrev på bloggen, havde vi haft et langt og koldt forår, Men i begyndelsen af juli kom varmen, og vi har haft en rigtig god sommer. Sommeren kom samtidig med, at vinstokkene blomstrede, så vi fik en rigtig fin frugtsætning. Den tørre og solrige sommer har betydet, at vi har fået flotte og sunde druer.
Tirsdag i sidste uge høstede vi, med familie, gode venner og gamle elevers hjælp. Det var en herlig dag. Det blev til ca 300 l vin, som står og gærer i vineriet, så endelig bliver der atter lavet champagne (og grappa) på den lille vingård. Sunde og flotte druer, men for lidt sukker p.g.a. den kolde forsommer.
TVMidtVest fulgte høsten hele dagen, og så vidt jeg har forstået, bliver det vist til vinter i forbindelse med en serie om små fødevarerproducenter i regionen.
I juni måned startede jeg med at brygge juleøl. I dag kom forløsningen. For at nå at brygge alt juleøllet, samtidig med at jeg brygger det daglige sortiment, skal jeg starte først på sommeren. Vi brygger 4 forskellige juleøl: Hessel Juleøl, Hobro Gammeljul, Jule Ale og Peters Jul. I dag blev Jule Ale og Peters Jul "frigivet" på (H)jul Torvet i Viborg. Øllet blev godt modtaget, og mine to medhjælpere, Jan, Torben og jeg selv havde en travl og god dag.
Nu starter mørketiden, jeg kryber i hi. Det er tid til simremad, læsning og til at skrive på bloggen.
Den kommende tid vil jeg skrive mere om hvad der er sket i sommerens løb og hvad der i det hele taget sker på det lille bryggeri og på gården.
God vintertid.
Hilsen Peter



tirsdag den 2. juli 2013

Medhjælpere i vinmarken søges


Et nødråb!!!

Jeg må konstaterer, at jeg ikke længere magter at passe min vingård.

Det er ølbrygningen, der tager min tid, og det bruger jeg al min tid på.

Min vingård er efterhånden frygtelig misholdt. Den kræver megen tid, og giver lidt penge.

Jeg vil gerne samle 15-20 personer, som har lyst til at give et nap med i vingården en til to gange om måneden, i week-enden. Alle kan selvfølgelig ikke møde op hver gang, men kan vi mønstre 8-10 personer er det fint.

Det vil kræve 2-3 timers arbejde pr gang, og der vil selvfølgelig efterfølgende være socialt samvær med lidt øl, vin m.m..

Er du interesseret, så lad mig høre fra dig, vi laver evt. en facebookgruppe hvor vi kan holde kontakt.

Alle deltagere vil blive honoreret med lidt vin fra vingården, hvis der bliver noget, og vil selvfølgelig blive oplært i kunsten at dyrke vin.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Med venlig hilsen

Peter

mandag den 27. maj 2013

Festen der ikke ville dø

Ly's sommerfest hos Ugelris Gaardbryggeri bliver bare ved med at dukke op. Idag modtog jeg et USB-stik fra Jan Poulsen, og de billeder skal I ikke snydes for, så her kommer hele serien usensureret:

























Så tror jeg dælme, at vi fik alle med. Sikken en dag.
Hilsen
Peter

fredag den 24. maj 2013

Det går godt

Det har været en historisk lang, mørk og kold fimbulvinter. Vinteren startede tidligt, og varede langt ind i april måned. Der er blever brugt megen tid i køkkenet med langtidsstegning og rødvin.
Sidst i april var landskabet stadig koldt, gråt og brunt, og sneen lå hist og her og lyste op. I løbet af ganske få dage skiftede det, og de grønne toner fik overtaget.
Jeg havde svært ved at krybe ud af mit vinterhi. Jeg fik ikke lavet de ting i løbet af vinteren, som jeg skulle, med det resultat, at jeg var håbløs bagud, da foråret endelig gjorde sit indtog.
Som jeg skrev igår: "det har været et meget travlt forår".
Dog lå jeg ikke helt på den lade side i vinter. Jeg fik udviklet den gode "Hessel Godtøl", til Herregårds museet Hessel. Og med drømmen om forårets komme også "Forårs Bryg", som har været en bragende succes, som jeg tror, jeg lader fortsætte lidt ind i sommeren.

Køer og kalve har det godt. De fråser i græs. D. 17. maj, på Norges nationaldag, ankom Hermann, min nye foldtyr.
Tvillingerne, som blev født midt i februar, og som voldte mig store bekymringer i vinterkulden, har det godt. Ialt har vi fået 8 kalve, 6 kviekalve og 2 tyrekalve.
I tirsdags kom sidste års kvier i engen, hvor de skal gå til september.
For et par uger siden kom sommergrisene. De er så søde. Modtagelsen er lidt barsk, da de skal have en ring i trynen, men det er prisen for friheden. Hver aften går jeg en tur ned til dem og snakker og klapper, de er så søde. Verden/producent/forbruger behandel de grise ordentligt!!! Det er højt begavede dyr, som fortjener et godt liv. Jeg har sået et stykke mark til med gul (sød) lupin, som de skal fodres men hen over sommeren. Det elsker de.
Hansen og hans 4 høner har det godt, især fordi de er lukket inde. Der er mange der godt kan lide lørdagskylling. Hønerne leverer 4 æg pr dag, mere end vi kan spise. Vi venter spændt på at der er en høne der lægger sig til at ruge. Vi kan også lide lørdagskylling.

Min kålhave er tilplantet. Der er sandt for dyden ikke meget at se nu, bortset fra min lille hund, men det vil ændre sig, og jeg skal holde jer billedligt underrettet hen over sommeren. Alt inden for kålfamilien har jeg plantet ud. Det bliver bare så godt. Mere end vi selv kan spise, så sig bare til.

Og så er der endelig vingården, min gamle vingård (og min lille hund). Billedet er fra i aften, og det kan kun bekymre. Vi skriver snart d. 1. juni, og vinstokkene er knap sprunget ud. Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Det har været en meget lang vinter. Jeg drømmer selvfølgelig om, at det bliver en kanon sommer, men den skal til at tage sig lidt sammen, hvis vi skal nå det. Lige nu ser det meget kritisk ud.
Hvor er jeg glad for mit øl. (Det håber jeg også der er andre der er).
Det var godt, at få fulgt lidt op på et travlt forår. Jeg skal holde jer løbende underrettet, håber jeg.
Rigtig god sommer

torsdag den 23. maj 2013

Ly's ølklubs sommerfest og besog af fotografelev Maria Bjørn fra fotoskolen i Viborg


Lørdag d. 18. maj, havde Ly's ølklub valgt at holde sin sommerfest på Ugelris gaardbryggeri, og sikken en dag. Det viste sig, at blive årets føreløbig smukkeste sommerdag.
Grillmesteren, Søren, indfandt sig allerede kl 7.30, lagde pattegrisen på grillen, og badede den grundigt i øl og salt. I løbet af formiddagen blev både gris og Søren grundig stegt, af hhv. sol og grill.
Kl 12.30 ankom gæsterne med bussen. Der var rundvisning i bryggeriet, hvor vi smagte på fire af bryggeriets ales. Grissefest, Søren havde lavet et fantastisk stykke arbejde, hvor der blev serveret fire forskellige af bryggeriets pilsenere på fad. Afslapning i det grønne. Tur i vingården, hvor der blev serveret pink champagne årgang 2010, lavet på Rondodruen og kl 16.30 blev der serveret ølis, lavet på Ugelris Mørk Lager af frk. Frost i Viborg.
Kl godt 17 trillede bussen atter mod Viborg med et læs glade, lidt trætte folk, mætte af god mad, øl, sommersol og en fantastisk stemning. Jeg tror, at alle var enige om, at det havde været en herlig dag.

Tidligere i maj måned, havde tappisterne og jeg besøg af fotografelev Maria Bjørn fra fotoskolen i Viborg. Maria skulle sammen med sine medstuderende med billeder skildre lokalsamfund i Viborgområdet, og billederne har været udstillet i kultur- og forsamlingshuse i lokalområdet.
Den torsdag Maria kom forbi tappede vi Dubble, som det fremgår af billederne.  Det udviklede sig til et rigtig hyggeligt lille sammentræf. Vi nød Marias selskab, og jeg tror, at Maria nød øllet. Der er i hvert tilfælde kommet nogle rigtig fine billeder ud af besøget, jeg viser bare et par af dem her.
Foråret har været travlt, meget meget travlt. Jeg glæder mig til sommer. Vis dig nu fra din smukkeste side, du danske sommer, så elsker vi dig...

torsdag den 25. april 2013

Sommerfest



Åbent arrangement, alle kan tilmelde sig:


Sommertur

Ugelris d. 18. maj 2013

Vi er nu på et niveau med betalende og tilmeldte, at vi med sikkerhed gennemfører årets sommerfesten. Vi har i skrivende stund 24 tilmeldte.



Programmet er for dagens strabadser er som følger:



•Kl. 12.00 - Bussen afgår fra Viborg Golf Hotel

•Ankomst til Ugelris

•Velkomst øl

•Vi hilser på "Grisen over gløderne"

•Peter Knudsen viser rundt på besiddelserne

(Det er her tilladt at have en øl med på rundvisningen)

•Vi skåler

•Omkring Kl. 13.30 - Spisning af Pattegris mm.

•Rundvisningen fortsætter

•Afgang mod Viborg ca. Kl. 17.30

•Hjemkomst ved Golf Hotellet Kl. 18.00







Rundvisning vil evt. forgå i 2 hold da der er meget at se. Vi skal bl.a. en tur rundt på Peters Vinmarker, vi skal se hans Hest, og så skal vi selvfølgelig kigge på hjertet af foretagenet, nemlig Bryggeriet.



Undervejs vil der naturligvis være plads til at smage på de herlige dråber - alt sammen inkluderet i prisen.



Menuen kommer til at bestå at en af Peters egne Frilandsgrise, langsomt grillet over grillkul. Tilbehøret består at bagt kartoffel, en let salat og en tung dressing.



Hvis du allerede nu ved at du skal med(og det skal du) er der mulighed for tilmelding ved at skrive en mail til latinerlyolklub@pixelbar.dk og oplyse hvor mange persone du har med!





Prisen for Ølklubbens Sommertur 2013 er Kr. 395,-



Pengene skal indbetales på REG: 3627 KONTO: 3260113739



HUSK at oplyse navn ved inbetaligen!

Betalingen skal ske SENEST d. 29. april 2013

Vi glæder os til d. 18. maj







onsdag den 17. april 2013

LY's Ølklub sommerfest


Annonce!!!
Der kan læses mere på Ly's hjemmeside.
Den lukkede sommerfest er gjort åben. Har man lyst til at deltage, med alt hvad det indbefatter: øl, godt selskab, helstegt pattegris, godt vejr m.m., så meld dig til på nedenstående adresse.
I det hele taget skal al henvendelse ske til Ly's ølklub.
Med venlig hilsen.





Peter Knudsen

fra Ugelris Vingaard

& Gårdbryggeri kigger

forbi LY's Ølklub







Peter Knudsen er tilbage i Ølklubben, og han har en vaske-ægte VERDENSPREMIERE med!





På fredag er det IGEN, en af de dage i ølklubben hvor man absolut ikke må gå glip af! Vi får nemlig, igen, besøg af Peter Knudsen fra Ugelris Vingaard & Gårdbryggeri der sidst han var på besøg imponerede hele forsamlingen med hans mange anekdoter og ikke mindst hans fantastiske øl.



Vi skal på fredag stifte bekendtskab med dette udpluk fra Peters dejlige sortiment.



•Bryggerens Frokostpilsner

•Mørk Lager

•Dubble

•Strong Ale

•+ Præmier på ny forårsøl!









Sommertur til Ugelris

Ud over Peters fortællinger om hans herlige øl, vil han også så på tromme for Ølklubbens Sommertur der igen i år går til Ugelris Vingaard & Gårdbryggeri.



Datoen er sat til lørdag den 18.maj med afgang fra Golf Hotellet omkring kl. 12.00

Vi er i skrivende stund i fuld gang med planlægningerne der kredser omkring Helstegt Pattegris & 50 personers bus!



Hvis du allerede nu ved at du skal med(og det skal du) er der mulighed for tilmelding ved at skrive en mail til latinerlyolklub@pixelbar.dk og oplyse hvor mange persone du har med!



Prisen for Ølklubbens Sommertur 2013 er Kr. 395,-

Prisen omfatter bl.a.:



•Bus til Ugelris tur-retur

•Forplejning

•Masse af øl

Pengene skal indbetales på REG: 3627 KONTO: 3260113739

HUSK at oplyse navn ved inbetaligen!



Betalingen skal ske SENEST d. 29. april 2013



Vi skal være minimum 45 personer for at turen bliver til noget. Hvis ikke bliver pengene selvfølgelig betale retur.



Mere info komme snart!







fredag den 22. februar 2013

Nu går det godt

Lørdag morgen så jeg, som bekendt, til min store overraskelse, at vi havde fået to kalve, tvillinger. De var født en måned for tidlig, og var meget små. Vejret den sidste uge har været koldt og vinterligt,  og jeg havde mine bekymringer, om de ville klare sig.
I ugens løb, har jeg rendt rundt ude på marken om natten med en lommelygte, for at se om kalvene havde det godt, og har båret dem over i huset med halm, men bedst som jeg med møje og besvær havde båret kalvene ind i huset, kom koen og kaldte på dem, og tog dem med ud i vinternatten.
Jeg var meget fortvivlet og forvirret, og tænkte på om de nu også fik den varme og den mælk de havde brug for. Det har været en lidt hård uge.
Men nu, efter knap en uges forløb, er jeg ikke mere så bekymret. Som det ses på billedet, patter de og har det godt, nu skal de nok klare sig. Det er bare så dejligt.
En ko har nok mere forstand på kalve end jeg har.
I denne uge har vi også frigivet vores Påske Ale, det har været en stor succes, der er dælme ikke mange kasser tilbage.
Vi har også i denne uge brygget en ny øl, som skal indgå i sortimentet: "Bryggerns Forårsbryg". Den kan I godt glæde jer til.
De bedste hilsener, med ønsket om snarligt forår.
Peter

lørdag den 16. februar 2013

Forår i Ugelris


Så er det blevet forår i Ugelris. Godt nok ligger sneen stadig derude, men da jeg kom ud til mine hereforder i morges, så jeg to små hvide hoveder ovre ved skoven, som ikke plejede at være der. Det var "Krøltop", som jeg kalder hende, der havde kælvet inat. Hun havde ikke bare fået een, men to kalve, tvillinger, to fine små kviekalve.
Hvert forår, sætter jeg foldtyren, Hermann, til køerne den 17. maj, på Norges nationaldag, og så plejer vi at få de første kalve omkring den 21. marts, ved forårs jævndøgn, men i år er det godt nok tidligt. Pyt, bare det går godt.
Endnu et forårstegn er, at jeg sender Ugelris Påske Ale i handlen i næste uge. Den står tappet og klar ude på lageret, så der er noget at glæde sig til.
I næste uge laver jeg et forsøgsbryg, med en ny øl, som jeg har gået og puslet med: "Ugelris Forårsbryg", det bliver lidt spændende. Jeg forventer at den kommer ind i sortimentet omkring pinsetid.
Glæde jer.
De bedste forårshilsener
Peter


fredag den 1. februar 2013

Hjemme igen




Jamen, jeg bliver nødt til at stoppe et sted. Der er bare så mange smukke motiver fra denne lille paradisiske ø. 14 vidunderlige dage har vi tilbragt i et lille himmerig på jord. Det mest fredfyldte, frodige, venlige sted. Herlige mennesker.




Det har ad sted kommet, at vi er begyndt at gå til spansk, på aftenskole, første timer igår, fordi: I'll be back", og vi bryder os ikke om at være turistidioter. Vi vil i det mindste gerne være istand til at kunne udveksle nogen få gloser. Kunne læse menukortet og spørge om vej o.s.v..



Jeg har holdt en dejlig lang juleferie, oven på julebrygræset.



Påskebrygget står klar på lagertanke i kølerummet, og venter bare på at blive tappet. Påsken falder tidligt i år, og jeg regner med, at det første påskebryg er klar i handlen i midten af februar.
Glæd jer.
De bedste vinterhilsener
Peter