tirsdag den 23. december 2014

Glædelig jul og tak for et fantastisk år

På denne lille juleaften vil jeg gerne sende de varmeste julehilsener og en stor tak til kunder, medarbejdere, hjælpere og venner af Ugelris Gaardbryggeri.
Det lille bryggeri har haft et fantastisk spændende og begivenhedsrigt år. I foråret rejste vi "partyteltet", som har gjort det muligt at holde større arrangementer med spisning. Vi har sendt tre nye øl på markedet: "Snestorm", Solstorm" og "60", den sidste i forbindelse med min fødselsdag i sommer.
Vi har haft travlt med at brygge hele året, og har til tider haft problemer med at følge med efterspørgslen. Derfor har jeg for nylig bestilt en ny 650 l gæringstank, som kommer først i det nye år.
Vi glæder os til det kommende års udfordringer, og I kan glæde jer til en ny øl, som bliver lanceret først i det nye år. Øllen er testbrygget og godkendt, og tilmeldt Dansk Retursystem. Navnet afsløres snarest.
Med ønsket om en glædelig jul til jer alle.
Hilsen Peter
 

mandag den 1. december 2014

Spændende besøgende på Ugelris Gaardbryggeri

I sidste uge havde jeg besøg af Mr. Bostjan Obad, teknisk chef på Plevnik, Slovenien. Stedet hvor mit bryggeri fabrikeres.
Af alle steder, havde Mr Obad valgt mit lille afsides liggende bryggeri, for at lave en demo-video om hvordan man brygger på Plevniks 650 l bryggeri. Jeg føler mig oprigtig talt beæret.
Mandag morgen i sidste uge, rejste Mr. Obad fra Lubjana i Slovenien til Venedig, hvorfra han tog en flyver til Bryssel, derfra rejste han videre til København, hvor han lejede en bil og kørte til Viborg hvor han overnattede.
Tirsdag morgen kl 7.45 ankom han til bryggeriet, efter lidt besvær. Jeg tror han var lidt overrasket over hvor langt ude, vi holder til.
Vi havde en hyggelig og spændende dag sammen, hvor han filmede hele brygprocessen, og da brygningen var slut, kom han med spændende ideer til, hvordan jeg kan optimere min brygproces.
Derefter kørte Mr. Obad den lange vej tilbage til København, for dagen efter, at rejse samme vej hjem til Slovenien.
Det var, som sagt et utrolig spændende og inspirerende besøg, af en mand, som har været med til at udvikle og producere mit brygværk. I dagens løb fandt han også tid til at justere små tekniske ting ved brygværket.
Vi er for længst færdige med at brygge juleøl. Nu kan vi ikke nå at brygge mere, men satser på, som vi plejer, at få udsolgt 14 dage før jul.......der er dæleme ikke længe til.
De bedste 1. december hilsener
Peter