mandag den 27. december 2010

Rigtig glædelig jul















Så er julefesten overstået. Det har været herlige juledage, med julegæster fra nær og fjern, mest fjern. Vi fik også problemerne med juletrafikken at mærke, men alle julegæster nåede frem, og i tre dage har vi fråset i julegaver, steg og and, hjemmelavet sild, sylte, gravad laks, rullepølse, leverpostej, røget ål og laks og meget meget mere, det hele skyllet ned med godt øl fra det lille bryggeri. Det har været festligt, nu er der blevet stille i stuerne, og det er også godt.




Det var en travl tid op til jul. Jeg bryggede 10 bryg jule øl plus det daglige sortiment, så det var hektisk. Det er umuligt på forhånd at sige hvor meget jule øl der bliver solgt, men jeg havde beregnet det meget fint, da der kun står en enkelt kasse tilbage på lageret, og lur mig, om den ikke forsvinder imellem jul og nytår. Dejligt.




Imorgen kommer Henrik, fra mit lokale globale entreprenør firma, og så skal vi igang med at bygge/udvide lagerrummet, så vi kommer de pladsproblemer kvit, som vi har døjet med det sidste halve år. Men det hører I mere om i det nye år.




Allerede før jul, gik jeg igang med at gøre mine mousserende vine efter den klassiske champagnemetode (et tungt navn, som af Pernille på Kongenshus Kro er omdøbt til "Ugelris Bobler") klar til nytåret. Det er en smertelig kold proces, som giver meget kolde fingre. Jeg kan kun lave 24 flasker af gangen, så er mine fingre stivfrosne. Men processen forløber forbavsende fint. Flaskerne køles ned til -2 gr., og ved hjælp af sne og salt fryses halsen ned til -20 gr.. Flasken holdes i en 45 gr. vinkel mens kapslen tages af og bundfaldet skydes ud, Champagneproppen isættes og stålnettet påsættes. Det fungerer perfekt.




Idag lavede jeg yderlig 24 flasker, og jeg fortsætter imorgen. Det store spørgsmål er om jeg når at få lavet etiketter inden nytår, men herreste Gud, vinen smager da lige godt for det.




Mine tyrekalve nåede lige at komme ind i deres nybyggede hus i november måned, inden vinteren satte ind. De går og har det godt i masser af halm, og fråser i ensilage og hø. Det frostfri vandsystem fungerer perfekt, 0g det er en fornøjelse at gå og passe dem. Ren ferie.




Og hermed vil jeg ønske alle en fortsat god juleferie og på snarlig genhør




Peter