søndag den 26. februar 2012

Den lille pipfugl

Det har været det smukkeste vejr idag. Det vækkede ligefrem forårsfornemmelser her i februar måned. Høj sol, blå himmel og ikke en vind der rørte sig. Det var så smukt.
Man kan mærke, at solen efterhånden får magt, den kryber højere og højere op på himlen. Det er så dejligt.
I formiddag gik Marianne og jeg og hundene en dejlig lang tur i Borup Hede. Luften var tindrende klar, og der herskede en rungende stilhed. Det var som om, at alting stod stille. Kun åen åd sig langsomt ind i Brakbjerg.
Mens vi stod og nød stilheden og solen på Brakbjerg, hørte vi, for første gang i år lærkens triller højt oppe over os. En dejlig forårs bebuder.
Vel hjemme igen, spiste vi en god søndagsfrokost, jeg havde lavet stegte sild i eddike i aftes, med en god frokostøl og en porsesnaps til.
En lille søndagslur blev det også til , med min lille hund i favnen.
I eftermiddag gik jeg ud i vingården, og grovbeskar vinstokkene, og nød solskinnet.
På et tidspunkt kom Marianne derud, og vi gik en rundtur i vingården. Da vi kom helt ned bag i vingården, til hasselhegnet, så vi en lille blåmejse, som sad på hasselgrenene. Den havde travlt med at finde insekter på grenene, og vi kunne gå ganske tæt på. Da vi stod kun en meter fra den , og snakkede om, hvor tillidsfuld den lille fugl var, kom hundene farende, og den lille fugl forsøgte at lette, men dumpede til jorden. Det viste sig, at den havde brækket den ene vinge. Så fra at have en lille smuk og tillidsfuld fugl, stod vi pludselig, bogstavlig talt, med et alvorligt og tragisk problem i hænderne. Vi ønskede, at vi ikke havde set den lille fugl. Vi overvejede mange muligheder. Vi kunne sætte fuglen ind i hegnet, hvor den ville sidde beskyttet, men det ville nok kun være en stakket frist, inden der kom et sultent rovdyr. Vi kunne lave et lille fuglebur, og sætte den, så den kunne kikke ud på de andre fugles foderbord ude på terrassen, men det ville nok være mere til vores fornøjelse end en lille vildfugls.
Hvor svært det end var, blev jeg nødt til.........................................små fugle lever et meget meget farligt liv. Hvor er den utrolig smuk, sart og skrøbelig, en lille blåmejse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar