Torsdag morgen, i forgårs, kom en kæmpestor slovensk lastbil kørende op gennem skoven, det er mig en gåde, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Så meget plads er der heller ikke.
Ud steg to meget trætte slovenske chauffører, som hverken kunne tale engelsk eller tysk, men på deres kropssprog kunne jeg tydelig forstå, at de ikke brød sig om at være så langt ude på landet, og at de meget gerne hurtigst muligt ville hjem til Slovenien. At en af dem så oven i købet havde voldsom tandpine, gjorde ikke situationen bedre.
De lukkede op ind til lastrummet, og der..... der stod det så, mit længe længe ventede bryggeri. Endelig, præcis 3½ måned efter mit gamle bryggeri brændte sammen.
Nu var det her, og dog skulle det vise sig, at mine kvaler ikke var slut endnu, for hvordan skulle vi få det ud af lastbilen? De havde ingen lift eller truck på lastbilen, og vi skulle på en eller anden måde have det løftet de 1½ m. ned på jorden.
Slovenerne gestikulerede, at det ikke var deres problem, og at jeg bare skulle se at få det ud, så de kunne komme hjem igen. De ville have, at jeg skulle finde et par bjælker, så vi bare kunne kure det ned. Det ville jeg under ingen omstændigheder være med til. Hvis vi fulgte deres klamphuggerråd, så ville jeg først stå med et stort problem, hvis vi ødelagde det ca. 1 tons tunge bryggeri.
Jeg prøvede at ringe til naboen, og fik heldigvis fat i Johnny. Han har en minilæsser, hvorpå der kan monteres en palleløfter.
Der er en lille kilometer over til naboen, og der gik et stykke tid inden han ankom. Det føltes som meget lang tid, i selskab med et par utålmodige slovenere.
Endelig kom Johnny, og han løftede lige så fint bryggeriet ned, og satte det ind i laden.
Slovenen med tandpine fik et par Treo, og de kunne påbegynde deres lange rejse hjem til Ljubljana.
Johnny fik et par øl, og jeg begyndte at pakke bryggeriet ud.
Meget hurtigt blev jeg bekræftet i, at døren, som bryggeriet skulle igennem, for at komme ind i bryggeriet (lokalerne), var for lille. Det var noget, som jeg var opmærksom på på forhånd, så jeg havde snakke med min gode ven og tømrer, Benny, om vi ikke kunne pille dør og karm ud, og så trille bryggeriet ind.
Igår eftermiddag, kom Benny så forbi. For Benny eksisterer der ikke problemer, kun udfordringer der skal løses.
Benny brugte lidt tid på at fintænke, og efter et stykke tid med afmontering, vrikken frem og tilbage, venden rundt og op og ned, stod bryggeriet pludselig på sin plads. Hvor fyldes man af dejlige følelser, når noget der på forhånd virker næsten umuligt, lykkes. Herligt.
Nu holder jeg week-end, og bruger tiden på at læse manualer. Der er meget at sætte sig ind i.
Mandag morgen kommer smeden og kobler mæskekarret til fyret, så jeg kan varme op med træ fra skoven.
Tirsdag kommer elektrikeren og slutter strøm og kraft til.
Se, alt det her med at koble til fyr og fyre med brænde, er noget der virker i teorien, det bliver meget meget spændende at se og det også virker i virkeligheden. Og det gør det selvfølgelig. Det bliver bare så godt, at komme til at brygge igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar