lørdag den 19. juni 2010

Cecilia Bartoli















Det har været en forsømt blog. Jeg føler, at jeg har levet i bryggeriet, eller været på turne' med "Peters rullende Ølshow" den sidste måned. Det har været spændende, men det har også betydet, at der ikke har været tid til bloggen.




Og så er sæsonnen i vingården for alvor gået igang. På trods af, at alt er 3-4 uger forsinket, er der meget at lave derude. For tiden går vi og udvælger de skud, der skal bære druerklaser iår, bekæmper ukrudt og sprøjter mod meldug. Sommeren skal virkelig til at tage sig sammen, hvis vi skal gøre os håb om at høste modne druer iår.




Bierne har været flittige, og vi har udvidet med 2-3 familier. Der skal fråses i egen honning til vinter, forhåbentlig.




Jeg har også fået slået mit græs og lucerne. Hø bliver det ikke til i denne omgang, så vi pakker det ind til ensilage.




Og så har der været tid til lidt ferie.




For snart et halvt år siden, gav jeg Marianne 2 billetter i julegave, til Cecilia Bartolis eneste koncert i Danmark d. 16. juni i Tivolis Koncertsal.




Onsdag morgen tog vi toget til København. Tre dage lå foran os med ferie og afslapning i hovedstaden. Og så havde vi oven i købet vejret med os.




Onsdag aften blev en smuk og uforglemmelig aften i koncertsalen, i selskab med divaen. Selv regentparret ville ikke gå glip af oplevelsen.




I knap 3 timer fremførte mezzosopranen Cecilia Bartoli 11 arier (plus to ekstranumre) fra sin sidste CD "Sacrificium" (uden mikrofon), der fokuserede på 1700-tallets italienske kastratsanger-kultur, i selskab med La Scintilla-orkestret.




Det var et studie i skønhed, præcision og perfektionisme. Hvilken stemmeføring. Hvilken udtryksfuldhed. Det var guddommeligt




Som en smuk og værdig afslutning på aftenen, og til alles overraskelse, sluttede koncerten med, at DR-redaktør Esben Tange på vegne af Sonnings Musikfond overrakte hende dette års musikpris. En fantastisk aften.




De sidste to dage i byen, gik med familiebesøg, bryggeribesøg og bytur. Seeing the sights.




Hjem fredag ved midnatstid og op til endnu et ølarrangement idag. Herligt.




Imorgen er det søndag, på den gode måde, og derefter starter sommeren tror og håber jeg.
Ha' en fortsat dejlig week-end.
Hilsen
Peter








søndag den 16. maj 2010

Paparazzi












Så blev de sidste vinstokke plantet. Det har været hårdt,





men godt. Nyd de afslørende billeder.





Og regnen kom, meget tilpas, og de lover, at





varmen er på vej op over os. Det hele vil bare eksploderer.





De korte bukser skal findes frem. Endelig.





Jeg snakkede med Italien i aften, og siden Jeppe





og jeg forlod landet, har det bare regnet og været





møgvejr. Godt 100 mm. har de fået.





Den nye gæringstank er taget i brug. Det er herligt





at have to bryg igang ad gangen, nu bliver der rigtig brygget.





Det har været dejlige ferie dage sammen med gamle vennner og familie.





Der er blevet grillet store herefordbøffer, men de er blevet spist inden døre





p.g.a. det kolde forårsvejr. Det ændre sig i løbet af ugen, lover de.





Og så har jeg fået ny computer. Et fikst lille stykke højteknologi, som giver een lyst til at sætte sig ind i alle de fantastiske muligheder, som der bydes på. Faktisk fik jeg den inden jeg rejste til Italien, men det er først nu, jeg har haft tid til at lege med den. Så det er ferien bl.a. blevet brugt til, og jeg skal love for, at der er blevet ryddet op og lagt i mapper. Det er fantastisk.





Imorgen skal der laves grissefenner, og så skal jeg ud og redde nogen små grise, som skal have en dejlig sommer på friland med masser af græs, sol og luft. PLA (Pigs Liberations Army).





Husk at bestille sommergrisen i god tid.





Med ønsket om dejlige varme solfyldte dage.





Hilsen





Peter

































onsdag den 12. maj 2010

















Det har været nogle travle dage, så det skal gøre godt med lidt ferie.


Idag har jeg brygget. Igår plantede Jeppe og jeg de godt 600 vinstokke,som vi havde med hjem fra Michael Benin. Det var hårdt, og jeg er godt og grundig øm i kroppen idag.


Det er for ydmygende, at se billeder af mig kravle rundt i vinmarken, derfor er der i stedet lidt flotte motiver fra Bamberg. Så smuk en by. Se bl.a. det gamle rådhus bygget midt i floden. Og så et billed af malteriet Weyermann, taget på afstand. Et monumentalt og funktionsnalistisk byggeri. På samme tid flot og skræmmende. "Et stort flot skrammelmonument", som Jeppe sagde, da han så det første gang.


Der er også et billed af omega snittet, som Michael lavede i et par vinstokke, for at vise os hvordan podningen af vinstokke foregår.


Og et billed af podede vinstokke i vækstkasser, godt 3 mill om året, imponerende, de er langt fra færdige, de har stadig rødt podevoks. Fra podekvis til færdig barrodsplante, har de vinstokken i hånden ca 35 gange.
Klimaforandringerne har gjort, at Benin har måttet flytte dele af sin produktion til Tyskland, da det er blevet for varmt og tørt til at fremdrive de nye planter på Posletten.


Vi drak herlig mousserende vin, og Michael åbnede hver gang champagneflasken med sabel. Desværre gik det så hurtigt, at Jeppe ikke nåede at få et billed. Åbningen af en af flaskerne kostede glasset på et billed på væggen


Michael Benin sender vinstokke til hele Europa, Nordafrika og så langt væk som til Chile og Ukraine. En stor sending skulle til Romanov familien i Ukraine. Og så også lidt til Ugelris Vingaard, hans nordligste kunde. Sidste sommer kom Michael og Iris og besigtigede "die Weinberge" i Ugelris. Det var spændende og inspirerende med kyndig rådgivning i vingården.


I skrivende stund regner og blæser det udenfor, og det er koldt. Jeg har tændt op i brændeovnen heroppe på kontoret. Tænk sig, den 12. maj, og varme i brændeovnen. Vi lever i et koldt land. Tidligere på aftenen var jeg en rundtur i vingården, for at fryde mig over regnen til de nyplantede vinstokke, men det våde sand hang bare ved mine støvlesåler, og nedenunder var der tørt sand, så vandet trænger slet ikke ned i jorden. Vi kunne ellers godt bruge det.


Forleden bladrede jeg i min gårdalmanak, og kunne læse, at sidste år d. 5. maj havde vinstokkene 2 blade. Nu er der stadig kun store knopper. Må vi bede om lidt varme.
Med ønsket om en rigtig god mineferie
hilsen
Peter




















lørdag den 8. maj 2010

Mousserende vin efter den klassiske champagnemetode

Det har været en travl uge med brygning, tapning, ølarrangmenter og....









Så er det en kendsgerning. Ugelris Vingaard & Gaardbryggeri har lavet sin første mousserende vin efter den klassiske champagnemetode.




Vores motto er, at gøre drømme til virkelighed.

tirsdag den 4. maj 2010

Klargøring af årets vin. Druebrændevin 2009 er klar til salg








Igår blev årets vine(årgang 2009) stukket om, og klargjort til flaskning. De har udviklet sig fint i vinterens løb.
Rose'en bliver flasket på almindelig vis. De hvide bliver til mousserende vine, efter champagnemetoden. Spændende.
Vi hentede den blå druebrændevin hjem fra Mellerup idag, den er fantastisk og klar til salg.
Den grønne får lov til at stå lidt længere på ståltank.
Godnat, efter endnu en herlig dag. Jeg længes efter sol og varme.
Hilsen Peter


torsdag den 29. april 2010

Italien tur/retur
























































Det har været en hektisk uge med masser af fantastiske og inspirerende indtryk.

Torsdag, for en uge siden, kørte Jeppe og jeg sydpå. Vi overnattede i Bamberg (lille sydtysk by med 10 bryggerier), og vi besøgte Weyermann, malteriet, som jeg får min malt fra. Det var en spændende oplevelse. Utrolig venlige mennesker.

Videre til Italien, hvor vi kørte ned syd for Verona og besøgte Benin, som laver mine vinstokke.

Vi var ude og spise dejlig middag ved Gardasøen, hvide trøfler, bisson kød m.m. og dejlig amarone.

Benin viste os hele sit produktionsanlæg, hvor han laver godt 3 mill vinstokke om året, som leveres fra Ukraine til Chile, Marokko og Dk (til undertegnede). Det var meget imponerende. Herlig dag. Vi fik godt 600 vinstokke med hjem, nye sorter, som skal afprøves. Og Benin havde fundet en "champagnereol", så jeg kan komme igang med mousserende vin.

Hjemme i Kalteren (Südtyrol) var den årlige "Weinwanderung" søndag, hvor alle vingårde og vinslotte holder åbent hus, med vinsmagning og rundvisning i produktionsanlægget.

Vi startede fra morgenstunden af i 25 gr. varme med prosecco og hvidvin.

Stor frokostfest i Helmuths vingård med polenta, pølse og flæsk. Og masser af glade mennesker.

Vi sluttede på grevens vinslot med merlot og vernatch sent om aftenen. En hård, men helt fantastisk dag.

Mandag tog Jeppe og jeg på bjergvandring sammen med Helmuth, for at få svedt ondskaben ud af kroppen, og det lykkedes. Op til 1800 m. højde. Hold kæft det var hårdt, men smukt..

Tirsdag kørte vi hjem, men strandede syd for Magdeburg p.g.a. trafikuheld på motorvejen, så vi valgte at tage en overnatning i det gamle østtyskland, i Johan Sebastian Bachs gamle hjemby. Smukt.

Janus spillede i Berlin og Slovenien. Vi overvejede, at kikke forbi, da vi alligevel var på de kanter, men vi følte, at vi havde kørt nok.

Det har som sagt været en fantastisk uge, men lidt for mange kilometer. Det var en stor oplevelse, at køre foråret og sommeren imøde.

Dette var den korte version, I kommer nok til at høre flere detaljer om turen i den kommende tid.

Det nye gæringskar er kommet, og der er kommet flasker fra Tyskland, så nu skal der tappes vin.

Vi blev færdige med at binde årets skud ned i vingården idag, i 20 gr. varme. Næsten italiansk.
De bedste forårshilsener, men ønsket om masser af varme
Peter






























lørdag den 10. april 2010

April april




Efter et dejligt langt vinterhi, hvor vi ikke kunne lave noget udenfor, skulle traktoren pludselig trækkes ud af stalden, og der var tusind ting at gøre.


Dengang, for ikke så længe siden, syntes det hele næsten uoverskueligt, og nu er vi allerede godt med. Er det ikke livet i en nøddeskal?: i sidste ende viser det sig, at det går jo nok alt sammen alligevel.


Men bloggen har været forsømt, der har ikke været megen tid til at skrive, eller jeg har været for træt om aftenen når jeg kom ind. Det vil jeg følge op på, og fortælle jer lidt om, hvad de sidste par uger er gået med.


Jeg fik en mail fra Torben (fast og trofast læser af bloggen) i går. Torben skrev bl.a. at det må være skønt, at gå og arbejde i sin vingård her om foråret, og så brygge lidt øl ind imellem.Og jeg kunne kun svare Torben, at han har fuldstændig ret, og at jeg har skabt mig selv en tilværelse, som gør mig til en meget priviligeret mand, - men det er stadig den korte udgave.


Jeg tror, at jeg nåede at fortælle, at vi fik beskåret vinstokkene i lyntempo. Jeg havde ikke på forhånd drømt om, at det kunne gøres så hurtigt, men det har vi heller ikke været nødsaget til tidligere.


Efter beskæringen, kørte jeg gennem rækkerne med grenknuseren, hvorefter jeg fræsede jorden. Endelig kunne jeg få vintersprøjtet med svovl for at dræbe svampesporer. Det skulle have været gjort i februar, men dengang var det ikke muligt, og jeg tror ikke, at det gør nogen forskel.


Der er kørt komposteret tyredybstrøelse (fra sidste år) ud i rækkerne, og vi har gødsket med patent kali, som indeholder både kali, magnesium, svovl og bor.


Nu står vinstokkene med to lange sporer, strittende lige op i luften, - de sporer, som skal bærer årets druer. Saften tabløber af sporerne, så der er varme i jorden. Sporerne skal bindes ned til nederste tråd, gerne på en (eller flere) regnvejrsdage, så grenene ikke knækker. Det skal bare gøres inden sidst på denne måned


Ude i marken har jeg fået gjort den græsmark klar, som skal "lægges om" i år. "Græssålen" er blevet harvet op med en gåsefodsharve, og vinterens møg er blevet spredt.


I går blev tyrekalvene sendt til slagtning, og i dag lånte jeg Hennis knækstyrede minilæsser og fik kørt dybstrøelsen ud.


En af de nærmeste dage, skal marken pløjes og sås til.


Græsmarkerne er blevet gødsket. Det bliver dejligt at se noget grønt græs. Køerne er også ved at være godt trætte af halm, hø og ensilage. Jeg glæder mig til at de selv kan hente foderet. Og det gør de også, er jeg sikker på.


Vi har fået fem flotte kalve indtil nu, og der mindst een mere på vej. Det er en fryd, når solen synker i vest, at stå ude ved leddet, og se kalvene med halen i vejret, komme tordnende op ad markerne. Kalvene vågner op om aftenen, og køerne prøver lidt kejtet og forundret, at følge dem rundt på marken. Et af dagens mange højdepunkter.


Lucernemarken har fået sine 500 kg kali pr. ha.. Det er en fantastisk afgrøde. Den skal ikke lægges om. Yder stort udbytte år efter år. Vi tager det første slet i maj. Og så indeholder fodret alt hvad kreaturerne har brug for. Lucernen henter selv sin kvælstof fra luften.


Ind imellem alle disse puslerier, - brygger jeg så lidt øl. Et nyt bryg hver uge. Og det skal tappes på flasker og der skal etiketter på. Øllet skal pakkes og sendes afsted.


Som sagt, det kniber med at følge med efterspørgslen, og det kan kunderne ikke være tjent med. En af de nærmeste dage kommer der et nyt temperaturstyret gæringskar, så vi bliver i stand til at brygge to gange om ugen. Det bliver godt. Så håber jeg, at vi kan få fyldt op på alle hylder


Der er flere der har efterspurgt ølglas med vores logo. Det arbejder vi på, og I hører nærmere, når der sker noget.


En af de nærmeste dage kører jeg til "Brænderiet Enghaven" for igen at smage på årets druebrændevin. Rygtet dernedefra lyder, at den er ved at være klar og kan tappes på flasker.


I morgen har jeg et ølarrangement i Århus. På søndag køres der Paris - Roubaix / "en forårsdag i helvede". For min skyld må det gerne plaskregne hele søndagen, så vil jeg slappe af inden døre, spise en god søndagsfrokost og ligge og se cykelløb.


Se, det var den udvidede udgave, Torben. Nyd week-enden.

De bedste hilsener

Peter