onsdag den 12. maj 2010

















Det har været nogle travle dage, så det skal gøre godt med lidt ferie.


Idag har jeg brygget. Igår plantede Jeppe og jeg de godt 600 vinstokke,som vi havde med hjem fra Michael Benin. Det var hårdt, og jeg er godt og grundig øm i kroppen idag.


Det er for ydmygende, at se billeder af mig kravle rundt i vinmarken, derfor er der i stedet lidt flotte motiver fra Bamberg. Så smuk en by. Se bl.a. det gamle rådhus bygget midt i floden. Og så et billed af malteriet Weyermann, taget på afstand. Et monumentalt og funktionsnalistisk byggeri. På samme tid flot og skræmmende. "Et stort flot skrammelmonument", som Jeppe sagde, da han så det første gang.


Der er også et billed af omega snittet, som Michael lavede i et par vinstokke, for at vise os hvordan podningen af vinstokke foregår.


Og et billed af podede vinstokke i vækstkasser, godt 3 mill om året, imponerende, de er langt fra færdige, de har stadig rødt podevoks. Fra podekvis til færdig barrodsplante, har de vinstokken i hånden ca 35 gange.
Klimaforandringerne har gjort, at Benin har måttet flytte dele af sin produktion til Tyskland, da det er blevet for varmt og tørt til at fremdrive de nye planter på Posletten.


Vi drak herlig mousserende vin, og Michael åbnede hver gang champagneflasken med sabel. Desværre gik det så hurtigt, at Jeppe ikke nåede at få et billed. Åbningen af en af flaskerne kostede glasset på et billed på væggen


Michael Benin sender vinstokke til hele Europa, Nordafrika og så langt væk som til Chile og Ukraine. En stor sending skulle til Romanov familien i Ukraine. Og så også lidt til Ugelris Vingaard, hans nordligste kunde. Sidste sommer kom Michael og Iris og besigtigede "die Weinberge" i Ugelris. Det var spændende og inspirerende med kyndig rådgivning i vingården.


I skrivende stund regner og blæser det udenfor, og det er koldt. Jeg har tændt op i brændeovnen heroppe på kontoret. Tænk sig, den 12. maj, og varme i brændeovnen. Vi lever i et koldt land. Tidligere på aftenen var jeg en rundtur i vingården, for at fryde mig over regnen til de nyplantede vinstokke, men det våde sand hang bare ved mine støvlesåler, og nedenunder var der tørt sand, så vandet trænger slet ikke ned i jorden. Vi kunne ellers godt bruge det.


Forleden bladrede jeg i min gårdalmanak, og kunne læse, at sidste år d. 5. maj havde vinstokkene 2 blade. Nu er der stadig kun store knopper. Må vi bede om lidt varme.
Med ønsket om en rigtig god mineferie
hilsen
Peter




















Ingen kommentarer:

Send en kommentar