søndag den 16. maj 2010

Paparazzi












Så blev de sidste vinstokke plantet. Det har været hårdt,





men godt. Nyd de afslørende billeder.





Og regnen kom, meget tilpas, og de lover, at





varmen er på vej op over os. Det hele vil bare eksploderer.





De korte bukser skal findes frem. Endelig.





Jeg snakkede med Italien i aften, og siden Jeppe





og jeg forlod landet, har det bare regnet og været





møgvejr. Godt 100 mm. har de fået.





Den nye gæringstank er taget i brug. Det er herligt





at have to bryg igang ad gangen, nu bliver der rigtig brygget.





Det har været dejlige ferie dage sammen med gamle vennner og familie.





Der er blevet grillet store herefordbøffer, men de er blevet spist inden døre





p.g.a. det kolde forårsvejr. Det ændre sig i løbet af ugen, lover de.





Og så har jeg fået ny computer. Et fikst lille stykke højteknologi, som giver een lyst til at sætte sig ind i alle de fantastiske muligheder, som der bydes på. Faktisk fik jeg den inden jeg rejste til Italien, men det er først nu, jeg har haft tid til at lege med den. Så det er ferien bl.a. blevet brugt til, og jeg skal love for, at der er blevet ryddet op og lagt i mapper. Det er fantastisk.





Imorgen skal der laves grissefenner, og så skal jeg ud og redde nogen små grise, som skal have en dejlig sommer på friland med masser af græs, sol og luft. PLA (Pigs Liberations Army).





Husk at bestille sommergrisen i god tid.





Med ønsket om dejlige varme solfyldte dage.





Hilsen





Peter

































onsdag den 12. maj 2010

















Det har været nogle travle dage, så det skal gøre godt med lidt ferie.


Idag har jeg brygget. Igår plantede Jeppe og jeg de godt 600 vinstokke,som vi havde med hjem fra Michael Benin. Det var hårdt, og jeg er godt og grundig øm i kroppen idag.


Det er for ydmygende, at se billeder af mig kravle rundt i vinmarken, derfor er der i stedet lidt flotte motiver fra Bamberg. Så smuk en by. Se bl.a. det gamle rådhus bygget midt i floden. Og så et billed af malteriet Weyermann, taget på afstand. Et monumentalt og funktionsnalistisk byggeri. På samme tid flot og skræmmende. "Et stort flot skrammelmonument", som Jeppe sagde, da han så det første gang.


Der er også et billed af omega snittet, som Michael lavede i et par vinstokke, for at vise os hvordan podningen af vinstokke foregår.


Og et billed af podede vinstokke i vækstkasser, godt 3 mill om året, imponerende, de er langt fra færdige, de har stadig rødt podevoks. Fra podekvis til færdig barrodsplante, har de vinstokken i hånden ca 35 gange.
Klimaforandringerne har gjort, at Benin har måttet flytte dele af sin produktion til Tyskland, da det er blevet for varmt og tørt til at fremdrive de nye planter på Posletten.


Vi drak herlig mousserende vin, og Michael åbnede hver gang champagneflasken med sabel. Desværre gik det så hurtigt, at Jeppe ikke nåede at få et billed. Åbningen af en af flaskerne kostede glasset på et billed på væggen


Michael Benin sender vinstokke til hele Europa, Nordafrika og så langt væk som til Chile og Ukraine. En stor sending skulle til Romanov familien i Ukraine. Og så også lidt til Ugelris Vingaard, hans nordligste kunde. Sidste sommer kom Michael og Iris og besigtigede "die Weinberge" i Ugelris. Det var spændende og inspirerende med kyndig rådgivning i vingården.


I skrivende stund regner og blæser det udenfor, og det er koldt. Jeg har tændt op i brændeovnen heroppe på kontoret. Tænk sig, den 12. maj, og varme i brændeovnen. Vi lever i et koldt land. Tidligere på aftenen var jeg en rundtur i vingården, for at fryde mig over regnen til de nyplantede vinstokke, men det våde sand hang bare ved mine støvlesåler, og nedenunder var der tørt sand, så vandet trænger slet ikke ned i jorden. Vi kunne ellers godt bruge det.


Forleden bladrede jeg i min gårdalmanak, og kunne læse, at sidste år d. 5. maj havde vinstokkene 2 blade. Nu er der stadig kun store knopper. Må vi bede om lidt varme.
Med ønsket om en rigtig god mineferie
hilsen
Peter




















lørdag den 8. maj 2010

Mousserende vin efter den klassiske champagnemetode

Det har været en travl uge med brygning, tapning, ølarrangmenter og....









Så er det en kendsgerning. Ugelris Vingaard & Gaardbryggeri har lavet sin første mousserende vin efter den klassiske champagnemetode.




Vores motto er, at gøre drømme til virkelighed.

tirsdag den 4. maj 2010

Klargøring af årets vin. Druebrændevin 2009 er klar til salg








Igår blev årets vine(årgang 2009) stukket om, og klargjort til flaskning. De har udviklet sig fint i vinterens løb.
Rose'en bliver flasket på almindelig vis. De hvide bliver til mousserende vine, efter champagnemetoden. Spændende.
Vi hentede den blå druebrændevin hjem fra Mellerup idag, den er fantastisk og klar til salg.
Den grønne får lov til at stå lidt længere på ståltank.
Godnat, efter endnu en herlig dag. Jeg længes efter sol og varme.
Hilsen Peter


torsdag den 29. april 2010

Italien tur/retur
























































Det har været en hektisk uge med masser af fantastiske og inspirerende indtryk.

Torsdag, for en uge siden, kørte Jeppe og jeg sydpå. Vi overnattede i Bamberg (lille sydtysk by med 10 bryggerier), og vi besøgte Weyermann, malteriet, som jeg får min malt fra. Det var en spændende oplevelse. Utrolig venlige mennesker.

Videre til Italien, hvor vi kørte ned syd for Verona og besøgte Benin, som laver mine vinstokke.

Vi var ude og spise dejlig middag ved Gardasøen, hvide trøfler, bisson kød m.m. og dejlig amarone.

Benin viste os hele sit produktionsanlæg, hvor han laver godt 3 mill vinstokke om året, som leveres fra Ukraine til Chile, Marokko og Dk (til undertegnede). Det var meget imponerende. Herlig dag. Vi fik godt 600 vinstokke med hjem, nye sorter, som skal afprøves. Og Benin havde fundet en "champagnereol", så jeg kan komme igang med mousserende vin.

Hjemme i Kalteren (Südtyrol) var den årlige "Weinwanderung" søndag, hvor alle vingårde og vinslotte holder åbent hus, med vinsmagning og rundvisning i produktionsanlægget.

Vi startede fra morgenstunden af i 25 gr. varme med prosecco og hvidvin.

Stor frokostfest i Helmuths vingård med polenta, pølse og flæsk. Og masser af glade mennesker.

Vi sluttede på grevens vinslot med merlot og vernatch sent om aftenen. En hård, men helt fantastisk dag.

Mandag tog Jeppe og jeg på bjergvandring sammen med Helmuth, for at få svedt ondskaben ud af kroppen, og det lykkedes. Op til 1800 m. højde. Hold kæft det var hårdt, men smukt..

Tirsdag kørte vi hjem, men strandede syd for Magdeburg p.g.a. trafikuheld på motorvejen, så vi valgte at tage en overnatning i det gamle østtyskland, i Johan Sebastian Bachs gamle hjemby. Smukt.

Janus spillede i Berlin og Slovenien. Vi overvejede, at kikke forbi, da vi alligevel var på de kanter, men vi følte, at vi havde kørt nok.

Det har som sagt været en fantastisk uge, men lidt for mange kilometer. Det var en stor oplevelse, at køre foråret og sommeren imøde.

Dette var den korte version, I kommer nok til at høre flere detaljer om turen i den kommende tid.

Det nye gæringskar er kommet, og der er kommet flasker fra Tyskland, så nu skal der tappes vin.

Vi blev færdige med at binde årets skud ned i vingården idag, i 20 gr. varme. Næsten italiansk.
De bedste forårshilsener, men ønsket om masser af varme
Peter






























lørdag den 10. april 2010

April april




Efter et dejligt langt vinterhi, hvor vi ikke kunne lave noget udenfor, skulle traktoren pludselig trækkes ud af stalden, og der var tusind ting at gøre.


Dengang, for ikke så længe siden, syntes det hele næsten uoverskueligt, og nu er vi allerede godt med. Er det ikke livet i en nøddeskal?: i sidste ende viser det sig, at det går jo nok alt sammen alligevel.


Men bloggen har været forsømt, der har ikke været megen tid til at skrive, eller jeg har været for træt om aftenen når jeg kom ind. Det vil jeg følge op på, og fortælle jer lidt om, hvad de sidste par uger er gået med.


Jeg fik en mail fra Torben (fast og trofast læser af bloggen) i går. Torben skrev bl.a. at det må være skønt, at gå og arbejde i sin vingård her om foråret, og så brygge lidt øl ind imellem.Og jeg kunne kun svare Torben, at han har fuldstændig ret, og at jeg har skabt mig selv en tilværelse, som gør mig til en meget priviligeret mand, - men det er stadig den korte udgave.


Jeg tror, at jeg nåede at fortælle, at vi fik beskåret vinstokkene i lyntempo. Jeg havde ikke på forhånd drømt om, at det kunne gøres så hurtigt, men det har vi heller ikke været nødsaget til tidligere.


Efter beskæringen, kørte jeg gennem rækkerne med grenknuseren, hvorefter jeg fræsede jorden. Endelig kunne jeg få vintersprøjtet med svovl for at dræbe svampesporer. Det skulle have været gjort i februar, men dengang var det ikke muligt, og jeg tror ikke, at det gør nogen forskel.


Der er kørt komposteret tyredybstrøelse (fra sidste år) ud i rækkerne, og vi har gødsket med patent kali, som indeholder både kali, magnesium, svovl og bor.


Nu står vinstokkene med to lange sporer, strittende lige op i luften, - de sporer, som skal bærer årets druer. Saften tabløber af sporerne, så der er varme i jorden. Sporerne skal bindes ned til nederste tråd, gerne på en (eller flere) regnvejrsdage, så grenene ikke knækker. Det skal bare gøres inden sidst på denne måned


Ude i marken har jeg fået gjort den græsmark klar, som skal "lægges om" i år. "Græssålen" er blevet harvet op med en gåsefodsharve, og vinterens møg er blevet spredt.


I går blev tyrekalvene sendt til slagtning, og i dag lånte jeg Hennis knækstyrede minilæsser og fik kørt dybstrøelsen ud.


En af de nærmeste dage, skal marken pløjes og sås til.


Græsmarkerne er blevet gødsket. Det bliver dejligt at se noget grønt græs. Køerne er også ved at være godt trætte af halm, hø og ensilage. Jeg glæder mig til at de selv kan hente foderet. Og det gør de også, er jeg sikker på.


Vi har fået fem flotte kalve indtil nu, og der mindst een mere på vej. Det er en fryd, når solen synker i vest, at stå ude ved leddet, og se kalvene med halen i vejret, komme tordnende op ad markerne. Kalvene vågner op om aftenen, og køerne prøver lidt kejtet og forundret, at følge dem rundt på marken. Et af dagens mange højdepunkter.


Lucernemarken har fået sine 500 kg kali pr. ha.. Det er en fantastisk afgrøde. Den skal ikke lægges om. Yder stort udbytte år efter år. Vi tager det første slet i maj. Og så indeholder fodret alt hvad kreaturerne har brug for. Lucernen henter selv sin kvælstof fra luften.


Ind imellem alle disse puslerier, - brygger jeg så lidt øl. Et nyt bryg hver uge. Og det skal tappes på flasker og der skal etiketter på. Øllet skal pakkes og sendes afsted.


Som sagt, det kniber med at følge med efterspørgslen, og det kan kunderne ikke være tjent med. En af de nærmeste dage kommer der et nyt temperaturstyret gæringskar, så vi bliver i stand til at brygge to gange om ugen. Det bliver godt. Så håber jeg, at vi kan få fyldt op på alle hylder


Der er flere der har efterspurgt ølglas med vores logo. Det arbejder vi på, og I hører nærmere, når der sker noget.


En af de nærmeste dage kører jeg til "Brænderiet Enghaven" for igen at smage på årets druebrændevin. Rygtet dernedefra lyder, at den er ved at være klar og kan tappes på flasker.


I morgen har jeg et ølarrangement i Århus. På søndag køres der Paris - Roubaix / "en forårsdag i helvede". For min skyld må det gerne plaskregne hele søndagen, så vil jeg slappe af inden døre, spise en god søndagsfrokost og ligge og se cykelløb.


Se, det var den udvidede udgave, Torben. Nyd week-enden.

De bedste hilsener

Peter







fredag den 26. marts 2010

Beskæring

Idag blev vi færdige med at beskære vinstokkene. Det er gået over al forventning. Jeg troede, at vi først ville blive færdig engang i april, men Jeppe har gjort en heroisk indsats, så den sidste række blev klippet idag.
Da vi startede syntes det uoverskueligt, og nu er vi færdig. Herligt.
Her til aften fik jeg monteret grenknuseren efter den lille traktor, og nåede at køre igennem nogen rækker, inden det blev mørkt. Afklippet giver god næring og struktur til jorden.
Selvom vi blev færdig med at beskære idag, syntes jeg, at vi først nu skal til at igang med arbejdet i vingården. Sådan er det, og sådan ved jeg, at det vil være resten af sæsonen.
Nu skal jeg ud og reparere espalie. Pæle skal skiftes, og tråde skal strammes. Årets sporer skal bindes ned. Der skal fræses og gødskes. Og efterplantes. Og så skal jeg sprøjte forebyggende mod svampesygdomme. Det skulle allerede have været gjort i februar, men dengang var der ikke mulighed for det p.g.a. vintervejr og sne.
Jeg har været nede og se til bierne. De har overvintret rigtig fint, og har det godt, så der skal nok blive honning iår. Jeg har ellers bekymret mig for dem. Storm i efteråret og lang vinter. Men der er fuld aktivitet i bistadet.
Jo, der er nok at se til, og det er herligt. Jeg kan virkelig mærke, at foråret er kommet, og at jeg er rykket ud af mit vinterhi,. Dagene er blevet længere og at jeg er sprængfyldt af uforløst energi. Og hvor er jeg dejlig øm i kroppen og dødtræt, når det endelig bliver aften.
Nu står påsken for døren med familiehygge og gode frokoster. Så kunne jeg godt ønske mig et par regnvejrsdage og en god forårsklassiker på de franske eller belgiske landeveje. Det vil være afslapning.
Og nu kan jeg høre, på regndråbernes trommen på vinduerne, at de små kalve for første gang i deres liv, skal opleve regnvejr. Men det er en lun nat. 5 kalve er der kommet indtil nu, og der er stadig et par køer der skal kælve.
God nat og godt forår
Peter