torsdag den 28. april 2011

Join PLA

Jeg har dannet en ny forening/kampgruppe:




"Pigs Liberation Army".



Årets første hold grise er sat på græs. De er så glade. Det burde være en "grisseret" for alle grise, at leve i den fri natur.
Det er unaturligt, at grise lever på betongulve i store staldbygninger. Grise er nysgerrige og højt begavede dyr. Engang vil man sige: "hvordan kunne de gøre det imod dem?"
Så derfor: join PLA, luk grisene på græs.
Og så smager de altså meget bedre, og man kan spise dem med god samvittighed når den tid kommer.
Snarligt følger nyt fra vingård, bondegård, bryggeri og nytilplantet kålmark. Dette vidunderlige forårsvejr har afstedkommet en utæmmelig virketrang, med efterfølgende naturlig træthed efter dagens veludførte arbejde.
Men det betyder også, at bloggen har været lidt forsømt. Det prøver jeg at råde bod på. Om ikke andet, så når det begynder at regne, for det gør det på et tidspunkt.
Følg med på bloggen.
Med venlig hilsen
Peter

fredag den 15. april 2011

Vincent

Jeg syntes bare, at det er så fedt, at en lille prins er opkaldt efter en af vores øl. Jeg sender kongehuset en gaveæske. Hilsen Peter

torsdag den 7. april 2011

Sikken nogen glade unge mennesker. Jeg skal lige love for, at det er blevet forår, med al den travlhed der følger. Idag har jeg brygget "Vincent", i tirsdags bryggede jeg "Bryggerens Frokostpilsner". Det kører efterhånden i et fast mønster, at der brygges tirsdag og torsdag, og onsdag tapper vi. Herligt med en 3-dags arbejdsuge. I vingården er vi rigtig godt med. Alle vinstokke er beskåret, og 90% af skuddene er bundet ned. Vi har haft perfekt vejr de sidste dage, med lidt regn og fugtighed, det gør skuddene bløde og smidige. Nu har vi fået sol og blæst, det tørre skuddene ud, så de knækker når vi binder dem ned, så vi venter til der igen kommer lidt regn og fugt med at binde de sidste ned. Ukrudtet spirer frem, så jeg skal snart ud og fræse imellem rækkerne. Det giver bar jord, som optager solvarmen. I vingården skal der skiftes nogen pæle, og så skal jeg ud og sprøjte med svovl for første gang iår. Så er sæsonen for alvor igang. Jeg håber på et rigtig godt vinår med masser af sol og varme. Så vil jeg holde sommerferie i Danmark, måske med en enkel afstikker til en rockkoncert i Frankrig engang i juli. Jeg er også ved at gøre klar til markarbejdet. Jeg skal have lagt en græsmark om, så der skal køres dybstrøelse ud, pløjes og såes. Indtil videre har vi fået fire kalve, to tyrekalve og to kviekalve. Påskeøllet er snart udsolgt, så det er absolut sidste udkald. Om ikke så længe slagter vi tyrekalve/kobekød. Der er ganske få andele tilbage, så bestil i god tid. Om en god ugestid er det påskeferie, tid til afslapning. Vi har inviteret til stor familiefest på gården. De bedste forårshilsener Peter

lørdag den 26. marts 2011

Kokketræf på Kongenshus Kro

"GODE LOKALE BOBLER: Hun (PernilleRasmussen, red.) vil i den forbindelse for eksembel fremhæve vinbonden og brygmersteren Peter Kaj Knudsen fra Ugelris lige uden for Skals.
Han er en af dem, der har turdet at binde an med at fremstille produkter, der absolut ikke er traditionelt danske, og det har han ifølge Pernille Rasmussen gjort med stort held og dygtighed, og hun har da også valgt at servere Peter Kaj Knudsens "champagne" til torsdagens appetizere.
"Og det er altså ikke noget, jeg gør, bare fordi det er specielt. Jeg er meget imponeret af boblerne fra Ugelris, som kan måle sig med rigtig meget af det, der bliver produceret i Champagne, hvor jeg selv har arbejdet." siger Pernille Rasmussen, der også har bryggerens druebrændevin på programmet på torsdag."
Viborg Stifts Folkeblad, tirsdag d. 22. marts 2011
Det er med en vis stolthed, at jeg citerer Pernille fra Kongenshus Kro.
Vi var inviteret til kokketræffet torsdag aften på Kongenshus Kro, og det var en sublim gastronomisk oplevelse, fra kl 18.30 til 23.30. En aften fyldt med de mest vidunderlige retter og de skønneste vine.
"Ugelris Bobler" (Pernille har navngivet den) vores mousserende vin lavet efter den klassiske champagnemetode åbnede aftenen og Ugelris Druebrændevin afsluttede aftenen til kaffen. En god ramme.
Se menuen øverst på siden.
Vi har haft smukt forårsvejr, og på rekorttid er vi blevet færdige med forårsbeskæringen i vingården.
Med ønsket om fortsat smukt forårsvejr.
De bedste hilsener
Peter

tirsdag den 15. marts 2011

Forår i vingården

Den lyse Jæger:

April, april

Bedstefar tag dine tænder på,
søbemadens triste tid er ude,
af min arvelod udspringer glad
gulerodens lille hårde knude.

Fruen i det nye silkeskørt
læner sig og knitre mod min mave,
plukker anemoner af min mund,
planter dem i sine minders have.

Underfulde børn med røde hår
løber dristigt ud af byens senge.
Degnen går bag stærke brilleglas
i den fjerneste af alle enge.

Trold i bakke er jeg ikke nu,
skærer vinterskægget af min hage.
fugleunger flyver op deraf,
takker mig fra landets sommertage.

Godt nok er det 14 dage for tidligt, men jeg kunne ikke lade være med at tage forskud, og gik idag i solskinnet og nynnede Frank Jægers glade forårsstrofer i vingården. Det virkede så rigtigt.
Jeg begyndte på forårsbeskæringen idag, på årets første smukke solbeskinnede forårsdag. Akkompagnerede af lærkesang.
Jeg har stort set ikke været i vingården siden begyndelsen af november, da vi høstede de sidste druer. Det var med stor glæde og energi, at jeg gik igang med arbejdet idag. En spændende sæson venter.
Vinstokkene har klaret vinteren fint. Vinteren har været stabil kold. Heldigvis har temperaturen ikke skiftet mellem varme og kulde, så var vinstokkene vågnet af deres vinterdvale, safterne stiger, med frostsprængning til følge når det igen blev koldt.
Vinstokkene "bløder" voldsomt når de beskæres, et godt forårstegn. Nu håber jeg blot, at det ikke sætter ind med for voldsom frost i løbet af foråret.
Jeg nåede 2½ række idag, fra kl. 7.30 til 16.30. så der er lang vej hjem.
I løbet af foråret arbejder jeg skiftevis i vingården og bryggeriet, afhængig af vejret.
Jeg kan allerede nu se, at jeg får problemer med at nå arbejdet i vingården, (ølbrygningen SKAL passes), så hvis der sidder nogen derude, som kunne tænke sig at give en hånd med, må I meget gerne melde tilbage.
Vi vil i løbet af foråret og sommeren lave "arbejdslørdage", hvor vi arbejder et par timer i vingården, og efterfølgende spiser en god frokost suppleret med drikkevarer fra vingård og bryggeri.
Jeg hører som sagt gerne fra jer hvis I er interesseret.
Med ønsket om et tidligt og varmt forår.
De bedste hilsener
Peter

tirsdag den 1. marts 2011

1. marts, forår. Pesce alla pizzaiola

Idag er det den 1. marts og dermed forår, og Janus' fødselsdag.
Han sidder og arbejder i et eller andet studie, men vi har fejret ham herhjemme.
I anledning af dagen, har jeg lavet: Pesce alla pizzaiola med Ugerlris bobler.
En ret jeg gerne vil dele.
Direkte oversat betyder "alla pizzaiola": på pizzabagerkonenens facon. Det lyder måsker umiddelbart lidt besynderligt, men hvis man tænker på, at pizza oprindeligt blev krydret med tomater, sardeller og olie, så kan man pludselig se sammenhængen.
Masser af persille. 4 fed hvidløg. 6 sardelfileter. 4 tomater. 4 portionsskiver torsk, eller en torskefilet skåret ud i portionsstykker, som jeg valgte, ca 800 gr.. Peber. salt. Olivenolie. 2 laurbærblade.
Den skyllede persille hakkes for sig selv. De pillede hvidløg hakkes sammen med sardelfilleterne. Tomaterne skoldes, flåes og hakkes groft.
Fiskestykkerne gøres rene, tørres og indgnides med salt og peber, hvorefter de lægges i en marinade af rigelig olivenolie, den hakkede persille og de knuste laurbærblade.
Lad fisken trække i marinaden i godt 2 timer, og vend den ofte i løbet af denne tid.
Olie varmes på en pande. Heri svitses hvidløg og sardeller et øjeblik. Så tilsættes tomaterne, drysses med salt og peber, og saucen får lov til at koge langsomt tyk for meget svag varme.
Fjern laurbærstykkerne fra mariaden. Hæld mariaden på en stegepande og steg fiskestykkerne heri på begge sider for svag varme, omkring 10 min. i alt. Derefter anrettes de på et varmt fad og overtrækkes med tomatsaucen.
Hertil serveres "Ugelris Bobler"
Lækkert.
Og så har jeg kunnet mærke foråret idag. Ikke bare mig, men også pipfuglene. Der har været en sand symfoni idag. Herligt. Og dagen er blevet længere. Det mærkes tydeligt.
Jeg var i skoven med motorsaven. Det er dejligt, at få rørt sig. Og for første gang i vinter, var jeg i vingården for at mande mig op til forårets arbejde. Vi går snart igang. Det bliver dejligt.
Jeg tror, at det går mod gode tider.
Om tre uger smider kællingen de varme sten i vandet, så kommer varmen nedenfra.
De bedste forårshilsener
Peter

lørdag den 19. februar 2011

Ugelris Bobler




Så er etiketterne til Ugelris Bobler blevet klar. Nyd Mariannes flotte billeder. Jeg syntes, at det er en utrolig smuk og elegant etiket Jannie, min chefdesigner, har lavet.
Og så er jeg for øvrigt godt og grundig træt af den her vinter. Jeg tænker med bekymring på mine vinstokke, men det vil vise sig til foråret, hvor stor skade der er sket, om nogen. Det hører I nærmere om.
Jeg snakkede med min gamle ven Bjarne i Norditalien i aften. Deres største problem idag, havde været at få ryddet op på terrassen, så de kunne spise frokost i 18 graders varme. Jeg føler mig geografisk fejlplaceret.
De bedste hilsener med ønsket om snarligt forår.
Peter