onsdag den 11. maj 2011

Juleale i maj

Igår bryggede jeg årets første Jule Ale. Lidt underligt, at brygge juleøl på en smuk, varm solbeskinnet majdag, men klog af skade, er jeg gået tidligt igang iår, for at kunne nå det hele. Så ind imellem det daglige sortiment, vil jeg det næste halve år brygge juleøl, forhåbentlig til glæde for mange i den søde juletid.
Vi har fået nattefrost. Ikke kun Ugelris Vingaard, men alle Danmarks vingårde. Det hele så så lovende ud i slutningen af april, med smukt forårsvejr, og sjældent tidligt udspring. Men natten mellem d. 1. og 2. maj, og de følgende 3 nætter, for at det ikke skal være løgn, fik vi nattefrost, ikke kun i græshøjde, men i adskillige meters højde. Surt, tilbage til start, eller endnu længere tilbage.
Den eneste trøst er, at det har været endnu værre i Tyskland. Der taler kollegaer om et historisk katastrofeår, som de ikke har oplevet de seneste 20-30 år. Op til 90% af vinmarkerne er skadet. Så tysk vin bliver dyr.
Nå, det går nok altsammen.
Jeg får skrevet for lidt på min blog, sorry. Men de lange dage er for korte. Jeg tænder op under bryggerkarret lidt i seks om morgenen. Når jeg er færdig med at brygge skal jeg i vingården. Kålhaven skal også passes. Der er efterhånden plantet til med knoldselleri, rosenkål, savoykål, spidskål, rosenkål, blomkål, broccoli, rødkål, hvidkål og brunkål og meget meget mere. Jeg glæder mig allerede til vinter, hvor der skal koges dejlige supper.
Køerne kælver døgnet rundt. Her til aften var jeg ude at kikke, jeg tror, at er er en kvie der kælver inat. Jeg må holde øje.
I sidste uge sendte vi ungtyre på slagteriet. De bliver udleveret til kunderne i næste uge. Det lækreste kobekød. De er kun fodret med malt fra bryggeriet, hø, lucerneensilage og halm.
Og så en lækker let sommerpastaret, når den ikke står på store oxegrilbøffer:
400 gr rejer
4 løg
6 fed hvidløg
1 gul og 1 rød peberfrugt
6 saltede sardellfileter
masser af persille
en lille creme fine 9%
500 gr. linguine
Kog pastaen al dente
Svits løg, hvidløg og sardelfileter. Snit peberfrugter fint, og hæld dem i gryden. Tilsæt persille, creme fine og rejer. Kryder med peber.
Kom pastaen i en stor gryde, hæld succoen over.
Drys med parmasan
Lækkert
Egen kreation.
God sommer.
Hilsen
Peter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar