lørdag den 9. januar 2010

Godt nytår


Det er blevet isvinter. Danmark er pakket ind i en tyk dyne af sne, og på solskinsdage, som idag, glitrer landskabet af snediamanter.


Når solen bryder frem, bliver alt bogstaveligt blændende smukt. Pludselig ser man konturerne i landskabet. Bakker, snedriver og ujævnheder træder tydeligt frem p.g.a. de lange skygger, som den lavthængende januarsol kaster. Man må knibe øjnene sammen i modlyset.


Træerne står tungt pudret af pulversne, illumineret af den kolde vintersol.


Det er så smukt, besværligt, men smukt.


Det går mod lysere tider.


Fråsetiden er forbi. Det har været herlige juledage med masser af god mad og vin, nydt i familiens og gode venners selskab. Der er blevet gået lange ture i det smukke vinterlandskab, og ikke mindst, som vores royale overhoved så smukt udtrykte det, har det været tid til eftertanke. Det skal være årets mantra: "tid til eftertanke".


Nu fryder det mig, at jeg ikke er kommet igang med vinterbeskæringen af vinstokkene. I skrivende stund viser termometret -12 grader. Var stokkene blevet beskåret, ville skud og knopper fryse tilbage.


Men der forestår en travl tid i vingården. Det er dejligt at gå og samle kræfter.


De sidste 3 dage har vi været sneet inde. Det er hyggeligt, men der er brugt megen tid på at skovle sne. Gårdspladsen er gennemkrydset af stier til bryggeriet, laden, brændeskuret, fuglenes foderbrædt o.s.v..


Det er besværligt, at køre foder ud til hereforderne, og vandet til tyrekalvene skal holdes frostfrit.


Idag red jeg en lang tur på Oliver gennem sneen, med ømhed i bagdelen som følge. Hesten er det perfekte transportmiddel i høj sne. Han traver ubesværet igennem.


Og Janus og Maria sidder i 35 graders varme i Rio.


Her først i det nye år, stak jeg årets vine om 1. gang. Det var et dejligt gensyn med druerne. Vinene har udviklet sig fint, og tegner overordentligt godt. Det bliver spændende at arbejde videre med dem. Alt tyder på, at der er blevet gjort et godt stykke arbejde i vingården i sommerens løb. Nu skal jeg bare passe på, at jeg ikke ødelægger noget.


Jeg har også arbejdet med årets påskebryg. Det bliver en helt ny spændende øl, som jeg tror, at der er grund til at glæde sig til.
I ønskes alle et godt nytår.
De bedste hilsener
Peter




Ingen kommentarer:

Send en kommentar