torsdag den 14. juli 2011

Honninghøst med mere

Det passede perfekt. Vi havde kun 2 glas tilbage af honningen fra sidste år.
Som I måske kan se, er honningen iår meget lys. Det er den fineste blomsterhonning, som bierne har lavet af blomsterne fra frugttræerne rundt omkring på gården: æble, mirabelle, slåen, kirsebær,hyld og hvidtjørn m.m.. Den smager vidunderlig.
Lige nu flyver bierne på bl. a. hvidkløver og gederams. Den honning høster vi til august, og så får de ellers ro til at samle deres eget vinterforråd.
Annette arbejder hårdt i vingården, og passer den flot. Det er en stor lettelse, da det giver mig tid til at passe arbejdet i bryggeriet.
For et par uger siden tappede jeg årgang 2010 champagne på flasker. Jeg tror, at Benin kommer op fra Italien med nye pupitre, i næste uge, så jeg kan få flaskerne sat i champagnereol.
Jeg har fået nogen spændende bestillinger på specialbryg: en restaurant, der vil have sin egen øl og et par vinforretninger, der vil have deres egen juleøl. Så det går jeg og pusler med,udover at brygge det daglige sortiment og mine egne juleøl.
Vi er begyndt at slagte sommergrise. Vi fik selv en gris hjem fra slagteren i tirsdags. Det er gourmetkød, så lækkert. Husk at bestille i god tid, hvis I vil have frilandsgris til jul.
Vi er også begyndt at samle sammen til slagtning af oxer. Vi slagter efterhånden som bestillingerne kommer.
Og så er det blevet kålsæson. Vi fråser i spidskål og savoykål. Jeg nyder det og spiser kål dagligt, jeg er ikke helt sikker på at resten af familien er lige så begejstret. Forleden høstede jeg årets første blomkål, så stort og flot. Imorgen plukker jeg et til. Det skal tilberedes med Arnas lækre store rejer, som jeg kun kan anbefale på det kraftigste.
Idag fik jeg en palle ølglas hjem, som vi skal have sat vores Ugelris logo på, så gæsterne på restauranterne, der serverer vores øl, kan drikke Ugelrisøl af Ugelrisølglas. Glassene vil også kunne købes på bryggeriet.
Med ønsker om masser af sommervarme.
Hilsen
Peter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar