onsdag den 17. oktober 2012

Tappisterne

Der har været travlhed i bryggeriet. Mine trofaste "tappister" kommer hver uge, og hjælper med at tappe øl på flasker. Hvad skulle jeg gøre uden dem. Det er glade stunder.
Nyhedsmedierne har forstyrret os lidt på det sidste. For et par uger siden fik vi besøg af Viborg stifts Folkeblad, som lavede en flot artikkel om om tapningen og "Tappisterne". Se den på nettet.
I mandags havde jeg besøg af TVMidt Vest, som lavede et fint indslag fra vingården, som også blev sendt landsdækkende på TV2.
Egentlig var det et indslag om ingenting, for der er intet at høste i vingården iår, efter denne forfærdelige sommer. Men som journalisten sagde: "vi laver også udsendelser om ingenting".
Jeg brygger på livet løs. Jeg skal hele tiden sørge for, at de syv forskellige øl i det daglige sortiment er på hylderne, samtidig skal jeg brygge juleøl, som snart kommer i handlen. Vi brygger tre forskellige juleøl: den gode gamle "Jule Ale", som kommer hvert år. "Hobro gammel Jul" som kun sælges hos Vinspecialisten i Hobro, og, som noget nyt: "Peters Jul" en dejlig lys frisk julepilsner. glæd jer.
Mikkel på Birgittelyst Kro skal også forsynes med sin dejlige "Birgittebryg", og restaurant Brygger Bauer i Viborg er  begyndt af få brygget sin "Grotteøl" på bryggeriet. Så der skal hænges i, for at holde alle forsynet. Det er herligt.
Men fra idag har jeg besluttet, at holde efterårsferie resten af ugen, så den står på afslapning, småture og god mad.
Vejrudsigen havde tidligere på ugen lovet os varm luft helt fra Sahara. Nu har de trukket iland, det bliver regn og blæst, så jeg kan forestille mig, at en del af ferien bliver brugt i køkkenet ved suppegryderne.
Efteråret har også sin charme.
God ferie



Ingen kommentarer:

Send en kommentar